Aarhus Universitets segl

Eksamen: Vendespil til repetition

Kort beskrivelse

Aktiviteten er et vendespil, som underviseren tilpasser til det enkelte fag. Vendespillet hjælper de studerende med at skabe overblik over, reflektere over og formulere sig omkring et emne. Aktiviteten kan eksempelvis fungere som forberedelse og repetition frem mod en mundtlig eksamen.

Motivation for aktiviteten og ønsket udbytte

Målet med aktiviteten er at hjælpe de studerende med at opbygge associationsrækker mellem refleksioner og nøjagtig viden. Samtidig kan aktiviteten give de studerende et overblik over, hvor de mangler viden, og herigennem motivere dem, til at opsøge den viden de mangler. Aktiviteten er derudover en måde at understøtte de studerende til, at få styr på de grundlæggende elementer i kurset.

Udfør aktiviteten

  • Du skal som underviser lave et vendespil til repetition ved at nedskrive 40-60 centrale begreber, som du har brugt i forhold til din forberedelse til faget, og som du forventer, de studerende skal kunne i forhold til pensum og til en mundtlig eksamen.
  • Print og klip de 40-60 spørgsmål ud, så du har en bunke kort som et vendespil. Afsæt ca. 45-60 minutter til aktiviteten. aktiviteten kan med fordel gentages flere gange.

  • De studerende skal inddeles i grupper af tre. Reglerne for spillet gennemgås samlet på holdet. Hver gruppe får et vendespil - og efter tur skal de trække et kort.

  • Den der trækker et kort, skal fortælle de to andre så meget, som han/hun ved. Når vedkommende er færdig, må de andre supplere og kommentere.

  • De studerende fortsætter spillet, indtil tiden er gået, eller bunden af bunken er nået.

Variationsmuligheder:

  • Du kan overveje, om de studerende må tage noter undervejs. aktiviteten går primært ud på at øve overblik og den mundtlige fremlæggelse, men for nogle studerende kan det være rart at notere guldkorn fra de andre.
  • De studerende kan være med til at lave spillet, således at de selv er med til at lave kortene til vendespillet, og dermed selv er med til at udpege de vigtigste begreber relateret til pensum.

Du skal bruge:

  • Dine forberedelsesnoter, Power Points o.l.
  • Papir og saks
  • Tuscher

    Værd at overveje:

    • Skal begreberne være på forskellige abstraktionsniveauer, så der både er overordnede emner, teorier, fænomener og helt konkrete personer med? 
    • Hvornår og hvor mange gange i løbet af semestret vil du bruge spillet? 
    • Må de studerende få spillet med hjem, hvis de efterspørger det efter aktiviteten?