Aarhus Universitets segl

Studerende formulerer spørgsmål til tekster

Kort beskrivelse

Aktiviteten består i, at du som underviser beder de studerende om at stille spørgsmål til fagets tekstmateriale, når de læser forud for undervisningen. De studerende arbejder med deres spørgsmål i studiegrupperne, og i selve undevisningen fungerer deres spørgsmål som udgangspunkt for refleksion, diskussion og afklaring af tvivlsspørgsmål. 

Motivation for aktiviteten og ønsket udbytte

Aktiviteten skal bidrage til, at de studerende bliver mere fokuserede i deres forberedelse til undervisningen ved at arbejde aktivt med fagets tekstmateriale. Aktiviteten kan ligeledes give de studerende større ejerskab over teksterne, da det er dem, der skal finde ud af, hvad der er relevant at stille spørgsmål til. Derudover kan aktiviteten være med til at skabe bedre sammenhæng mellem undervisning og arbejdet i studiegrupperne. Aktiviteten giver grupperne noget konkret at arbejde med, hvilket kan fungere som et værn mod, at studiegrupperne ikke bliver brugt eller glider ud i sandet.  

Udfør aktiviteten

  • Du skal som underviser bede de studerende om at formulere spørgsmål til tekster, de skal læse som forberedelse til undervisningen. Aktiviteten udformes som en gruppebaseret skriveaktivitet, de studerende skal arbejder med som en del af deres forberedelse mellem de enkelte undervisningsgange.

  • Det er vigtigt for aktiviteten, at du som underviser sætter fokus på, hvorfor netop de valgte spørgsmål stilles. Tydeliggør overfor de studerende, at forskelligartede tekster giver anledning til forskellige typer svar. 

  • De studerende skal bruge tid i deres studiegrupper på at formulere spørgsmål til de tekster, I skal gennemgå og arbejde med i undervisningen. Det er vigtigt, at du gør de studerende opmærksomme på aktiviteten i god tid forud for undervisningen, så de har tid til at udføre aktiviteten.  

  • Når de studerende har udformet spørgsmål til teksterne, skal de i studiegrupperne reflektere over, hvilke spørgsmål det er vigtigt at kunne besvare eller diskutere i relation til de valgte tekster og hvorfor.

  • Sæt tid af i undervisningen til at gennemgå og diskuterer studiegruppernes spørgsmål til teksterne og refleksioner over valg eller fravalg af spørgsmål. 

  • Du kan enten bede de studerende om at sende spørgsmålene til dig inden undervisningen eller om at medbringe dem til undervisningen som udgangspunkt for diskussion i plenum. 

Variationsmuligheder:

  • Du kan facilitere aktiviteten som en del af undervisningen. Bed de studerende om kort at summe med sidemanden om spørgsmål til teksten. Vend nogle af spørgsmålene i plenum, før eller efter du gennemgår dagens tekster. 
  • Du kan indføre opponentgrupper, således at de forskellige studiegrupper udformer spørgsmål til hinanden eller giver feedback på hinandens spørgsmålsbesvarelser. 

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Værd at overveje:

      • Hvor lang tid vil du bruge på at gennemgå spørgsmål til tekster i undervisningen? 

      • Hvor mange spørgsmål, skal der udformes til hver tekst?