Aarhus Universitets segl

Peer feedback: Speeddating

Kort beskrivelse

Aktiviteten indebærer at de studerende på baggrund af en konkret opgave diskuterer deres problemformuleringer i kortfattede en-til-en dialoger. De studerende giver hinanden peer feedback på deres problemformuleringer og idégenererer videre sammen på baggrund af denne. På denne måde bliver de studerende aktive 'peers' i hinandens skriveprocesser, og får gennem aktiviteten forskellige input til deres problemformulering, som de kan arbejde videre med fremadrettet. 

Motivation for aktiviteten og ønsket udbytte

Ved at bruge speeddatingaktiviteten i undervisningen vil du som underviser være med til at sikre, at de studerende får en øget selvstændighed i skriveprocessen og skærper deres analytiske sanser. Aktiviteten træner deres evne til at identificere centrale begreber og idéer i en problemformulering, som kan bruges målrettet i litteratursøgning og den videre skriveproces. Da aktiviteten skal have en faglig diskussion med et højt tempo, lærer de studerende at forholde sig til hinandens arbejde og give feedback, der bygger på deres faglige intuition. Det giver et højt energiniveau og bringer mange forskellige idéer frem i lyset.

Udfør aktiviteten

  • Du skal som underviser være tidsholder under speeddatingaktiviteten, hvor de studerende med udgangspunkt i egne problemformuleringer giver peer feedback og idégenererer. 
  • De studerende skal forberede og medbringe deres udkast til en problemformulering til den konkrete opgave, de arbejder på. Problemformuleringerne skal være nedskrevet på papir.
  • De studerende placeres to og to overfor hinanden i en lang række. De læser problemformuleringen højt for den, der står overfor dem, og giver hver især hinanden feedback i et minut.
    • Feedbacken skal udmunde i to konkrete søge-/emneord, som den studerende kan bruge til videre litteratursøgning. Kun de konkrete forslag nedskrives på papiret. Der gives to minutter pr. par.
  • Efter de to minutter skal de studerende i den ene række rykke en gang til højre, så de står overfor en ny studerende. Feedbackproceduren gentages, hvorefter de studerende igen rykker en plads. Aktiviteten fortsætter, til alle igen er tilbage ved deres oprindelige plads.
  • Når alle er tilbage på deres oprindelige plads, og aktiviteten er slut, bør der gives cirka en halv time, hvor de studerende kan arbejde med den feedback, de har modtaget.
  • Du kan nu cirkulere mellem de studerende for at hjælpe dem med, hvordan de kan anvende den feedback, de har fået.

Variationsmuligheder

    • Det er muligt at lave aktiviteten i to runder, hvis to minutter vurderes til at være for lidt. I første runde gives der feedback til den række, der rykker sig. I næste runde bytter de to rækker, så der gives feedback til dem, der før modtog. 
    • Fremfor emne-/søgeord kan du som underviser vælge andre fokuspunkter i problemformuleringen. Det kan eksempelvis være at give forslag til en konkret tekst, metodetilgang, forbedring af problemformuleringen etc.
    • Aktiviteten kan med fordel bruges i processen fra idé til opgave og udarbejdelse af problemformuleringen. Her får de studerende fem minutter til at nedskrive deres idéer til opgaven før selve ‘daten’.
    • Hvis der er tale om et stort hold og begrænset undervisningstid, kan der eventuelt dannes to rækker, så de studerende skal igennem færre ‘dates’.

    Værd at overveje:

    • Hvornår i undervisningsforløbet er det mest relevant for de studerende at blive introduceret til denne aktivitet? 
    • Ved de studerende nok om at give og modtage feedback, eller skal du som underviser kort introducere dem til god feedbackpraksis inden aktivitetens begyndelse?