Aarhus Universitets segl

Eksamen: Faglige studentervideoer

Kort beskrivelse

Ved at integrere faglige studentervideoer som et delelement i den klassiske synopsiseksamen kan du som underviser fremme en kreativ læringsproces, hvor de studerende i løbet af semestret udarbejder faglige videoer, hvor de aktivt og praktisk arbejder med fagets teori, temaer og problemstillinger. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er filmproduktion, de studerende går til eksamen i, men det faglige indhold, hvor det visuelle er en ekstra udtryksform.

Motivation for aktiviteten og ønsket udbytte

Ved at inkludere videoproduktion og visuelle virkemidler i den akademiske fremstilling og arbejdsproces understøttes de studerende til at arbejde aktivt med deres faglige forståelse og formidling af et fagligt emne. Når de studerende udarbejder faglige videoer som en del af deres mundtlige eksamensoplæg, har de derudover mulighed for at redigere oplægssituationen og derved opleve et mindre pres og nervøsitet i forhold til eksamenssituationen. De kan øve, filme, korrigere og redigere hjemme, hvilket giver dem en større kontrol og skærper deres præcision i forhold til formidling af opgavens indhold. 

Udfør aktiviteten

  • Du skal som underviser give de studerende en introduktion til synopsiseksamen med dertilhørende faglige studentervideoer. Dette gøres allerede midt på semestret.
  • Præsenter de studerende for eksamensformen og forklar, hvordan de skal integrere en video á tre minutters varighed i deres mundtlige oplæg til synopsiseksamen ved forløbets slutning. 
  • Gør det i denne præsentation klart for de studerende at det afgørende for videoen er, om der bliver argumenteret akademisk, at der er en god sammenhæng mellem video og synopsis, og at den giver et godt oplæg til den mundtlige dialog efterfølgende. 
  • Tydeliggør kravene til videoproduktionen. Det kan eksempelvis være:
    • Om videoen skal være en film, screencast (vist skærmbillede med slides eller lignende), en kombination af flere formater, eller om de studerende har frit spil til selv at vælge.

    • Hvorvidt de studerende selv skal optræde i videoen.

    • Hvor meget tid og hvor mange kræfter, der forventes, at de studerende bruger på videoproduktionen.

    • Om der er krav til hvilket udstyr, de studerende bruger. Stilles der udstyr til rådighed af universitetet?

  • Giv de studerende en introduktion til udarbejdelse af manuskripter, lydoptagelser, film og screencasts. Alternativt udleveres følgende guide til videoproduktion.

  • De studerende vælger en problemstilling i forbindelse med deres eksamen, som den faglige video skal forholde sig til. Videoen kan eksempelvis fungere som en slags audiovisuel faktaboks om det problem, de bruger i deres eksamenscase.
  • I en kreativ læringsproces i løbet af semestret udarbejder de studerende deres faglige videoer, hvor de aktivt og praktisk arbejder med fagets teori, temaer og problemstillinger.
  • Sideløbende med at de studerende producerer deres faglige videoer, afleverer de deres skriftlige synopsis.

  • Den færdige video afleveres til underviser og vises til eksamen som oplæg før den mundtlige dialog mellem den studerende, eksaminator og censor.

Variationsmuligheder:

  • Bed de studerende om at give feedback på hinandens produktionsarbejde. Dette kan lægges ind som faste deadlines, der hjælper progressionen i produktionen af videoerne samt en kvalificering af formidlingen af det faglige indhold.
  • Brug i stedet videoen som en form for produkteksamen, hvis dette er muligt i forhold til studieordningen.

 

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Værd at overveje

      • Skal du som underviser afholde en workshop, hvor der bliver arbejdet med manuskripter, videoredigering og lydoptagelse alt efter den enkelte studerendes behov og niveau? 
      • Er der krav til hvilket udstyr og teknologi, de studerende bruger. Stilles der udstyr til rådighed af universitetet, eller kan videoerne laves med smartphone?

      Lær at lave screencast og faglige videoer