Aarhus Universitets segl

Mentorordning i grupper

Fakultet: Arts. Uddannelse: Æstetik og kultur. Kursus: Involverer alle kurser på 1. og 2. semester. Studieniveau: 1. og 2. semester. Holdstørrelse: Ca. 30 studerende (kan fungere på alle holdstørrelser).

Motivation for aktiviteten

Gennem mentorordningen får nye studerende mulighed for at italesætte tvivl og udfordringer, de møder det første år på studiet. Ordningen indebærer en række mentorsamtaler, der foregår i grupper bestående af studerende på uddannelsens første år og ældre eller tidligere studerende. Formålet er at normalisere nogle af udfordringerne og give de nye studerende mulighed for at høre, hvordan deres medstuderende og de ældre eller tidligere studerende forholder sig til emnet. Samtalerne ligger løbende hen over det første studieår for at møde de studerende på forskellige tidspunkter i deres studieforløb og derved mindske frafaldet det første studieår.

Kort om kurset

Aktiviteten er en ramme for alle kurser på 1. og 2. semester.

Beskrivelse af aktiviteten

Mentorordningen koordineres af en mentorkoordinator, der har ansvaret for at finde mentorer og sammensætte mentorgrupper. Sammensætningen af grupperne laves i samarbejde med en instruktor, og hver gruppe består af ca. 5 studerende, som ikke er i samme studiegruppe. Det giver mulighed for, at de studerende får en større berøringsflade med deres årgang og kan tale frit om semestrets undervisnings- og studieaktiviteter. Mentorgrupperne mødes to gange pr. semester på det første studieår. Så vidt muligt mødes mentorgruppen uden for universitetet, for at fordre en mere fri og uformel dialog omkring studielivet generelt - også det der ligger uden for universitetet. Samtalerne foregår uformelt, hvor der er plads til at stille spørgsmål og snakke om usikkerheder, gode oplevelser osv. med andre end ens studiegruppe og typiske omgangskreds på studiet.

Mentorkoordinatoren laver en årlig opsamling til afdelingslederen og følger op med mentorerne om, hvordan det går. Derudover fungerer mentorkoordinator som ”overmentor”, som de studerende såvel som mentorerne kan gå til, hvis der er dybere problemer. Overmentoren afholder et møde sidst på semestret for tilfældigt udvalgte mentorgrupper for også selv at høre fra de studerende. En anden vigtig funktion, overmentoren har, er at sørge for, at studerendes forslag, det være sig konkrete ønsker i forhold til studiet eller forslag til nye initiativer som f.eks. et fælles ÆK-hus, kommer videre op igennem systemet.

Udbytte af aktiviteten

Det er svært at vurdere det konkrete udbytte af ordningen, men den vurderes til at have en positiv indvirkning på de studerendes studietid og afhjælpe tvivl hos de studerende.

Værd at overveje

Mentorordningen fungerer bedst med mentorer, der nyligt er blevet færdigt med deres studie. Her kan foreslås nyuddannede videnskabelige medarbejder (eller alumner) og ph.d.- studerende. Det er dog værd at overveje, hvem der fungerer bedst som mentor på den enkelte uddannelse, og det er afgørende, at der udvælges mentorer, der har lyst til samtalerne med de nye studerende. Mentorarbejdet foregår frivilligt, men det bør overvejes, om der kan gives timer for mentorarbejdet. Den samme lyst skal være til stede hos mentorkoordinatoren, som får timer for arbejdet med mentorordningen, da vedkommende skal stå til rådighed for de studerende og deres mentorer.

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Praksiseksemplet er udviklet i forbindelse med Projekt 1. studieår, hvor fastholdelsesinitiativer på Arts Aarhus Universitet blev kortlagt.