Aarhus Universitets segl

Opfølgning på studerendes fraværsprocent

Fakultet: Arts. Uddannelse: Kunsthistorie. Kursus: Involverer alle kurser på 1. semester. Studieniveau: 1. og 2. semester. Holdstørrelse: Ca. 45 studerende (men kan bruges til alle holdstørrelser).

Motivation for aktiviteten

Aktiviteten gennemføres for at tjekke de studerendes fraværsprocent og holde øje med deres fremmøde men ligeledes for at blive opmærksom på faresignaler, der kan indikere, hvis én eller flere studerende ikke trives på uddannelsen. Aktiviteten skal sende et signal til de studerende om, at deres tilstedeværelse er vigtig, og at den enkelte bliver “set”.

Kort om kurset

Aktiviteten er en ramme for alle kurser på 1. semester på kunsthistorie.

Beskrivelse af aktiviteten

Omkring efterårsferien kontrollerer jeg og de andre undervisere de studerendes fraværsprocent ved at kigge på fremmødelister på tværs af kurserne. Vi taler sammen og vurderer, hvilke studerende vi bør tage fat i - og i så fald hvem af underviserne, der skal gøre det. Den fraværende studerende bliver herefter kontaktet af den pågældende underviser, som gør opmærksom på, at undervisningsdeltagelse er vigtigt, og at der er blevet lagt mærke til, at den studerende er fraværende. Underviseren indleder ligeledes en dialog omkring, hvorvidt den studerende trives på studiet.

Udbytte af aktiviteten

Ambitionen er at sikre, at de studerende forstår vigtigheden af, at de deltager i undervisningen, og at de studerende føler sig “set”. Der kan ikke vises en konkret effekt af tiltaget, men indsatsen vurderes af underviserne til at være afgørende i forhold til at mindske frafaldet blandt de studerende.

Værd at overveje

  • Hvordan skal kommunikationen foregå? Skal der eksempelvis være fokus på tilfredsstillende undervisningsdeltagelse for at kunne gå til eksamen eller fokus på, om den studerende trives og får en god start på uddannelsen?
  • Du må som underviser ikke inddrage studievejlederen i aktiviteten, da studievejlederen har tavshedspligt og er de studerendes person.
  • Hvis den studerende har meget fravær i ét fag, kan det være hensigtsmæssigt, hvis det er undervisere fra et andet fag, der snakker med den studerende, da det er svært at komme til at snakke med en studerende, der ikke er til stede.

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Praksiseksemplet er udviklet i forbindelse med Projekt 1. studieår, hvor fastholdelsesinitiativer på Arts Aarhus Universitet blev kortlagt.