Faglig weekend

Fag: Lingvistik. Studieniveau: BA og KA. Holdstørrelse: 20-50. 

Motivation for aktiviteten

Det er de studerendes initiativ, som motiverer undervisernes deltagelse. Studerende har ofte gode ideer og projekter, som medstuderende kan inspireres af. Studenterkonferencen kan bidrage til dette og lægge op til et bedre studiemiljø - både fagligt og socialt. 

Centrale læringsmål for aktiviteten

  • At studerendes opgaver og projekter bliver præsenteret for deres medstuderende
  • At studerende lærer at formidle deres viden mundtligt til fagfæller, som man ville gøre det på en forskningskonference
  • At skabe et godt studiemiljø på afdelingen, med kontakt mellem årgangene, faglig sparring og selvstændige initiativer fra de studerendes side
  • At give specialestuderende mulighed for at holde mundtligt oplæg om deres specialer.

Beskrivelse af aktiviteten

Den faglige weekend på Lingvistik arrangeres af studerende med opbakning fra underviserne på afdelingen.

Nedenstående er en manual for de studerendes aktiviteter.

  • Før man planlægger weekenden skal man have midler til fx at leje en lejrskole eller lignende, man skal have penge til oplægsholdere, transport, mad etc. I 2013 blev den faglige weekend på Lingvistik støttet af SMU-puljen 2013.
  • Der nedsættes en gruppe af studerende, som tager hånd om det praktiske, såsom tilmelding fra deltagere, booking af lejrskole, transport, indkøb etc.
  • Studentergruppen lægger sammen med underviserne et program for weekenden og inviterer studerende og undervisere til at komme med oplæg om deres igangværende projekter, tidligere opgaver eller forskning.
  • Weekenden afvikles som en konference med oplæg, workshops og pauser. Der er 2-3 keynote-speakere i løbet af dagen, som både kan være undervisere og studerende. Derudover afholdes der workshops (se program for weekenden 2013).
  • I pauserne kan folk diskutere de oplæg og workshops, som de havde deltaget i og stille uddybende spørgsmål til oplægsholderne.
  • Om aftenen kan man arrangere faglige underholdende indslag. I 2013 var underholdningen optræden af et romaband fra Ungarn, oplæg om roma-sprog fra en underviser og en pubquiz.
  • Efter weekenden samles alle abstracts fra oplæggene til et proceedingshæfte, som bliver sendt ud til alle studerende og undervisere på afdelingen. Dette medvirker også til at give den faglige weekend en professionel ramme.
  • Undervisere anbefales at deltage, både i det faglige og sociale, og med oplæg når de bliver bedt om det, samt at sørge for, at emner fra den faglige weekend integreres i undervisningen.

Udbytte af aktiviteten

  • De forskellige årgange rystes sammen
  • De studerende får øjnene op for, at deres projekter og opgaver også har værdi som viden, og oplægsholderne får øvelse i at formidle for fagfæller.
  • Både studerende og undervisere oplever, hvor kompetente arrangører og oplægsholdere kan være, hvilket er meget inspirerende, både for undervisning og for andre faglige aktiviteter.

Værd at overveje

Det kræver mange kræfter at planlægge en faglig weekend i dette format, så alle arrangører skal være klar til at lægge de påkrævede antal timer i opgaven.

Det økonomiske system på universitetet kan være svært at gennemskue for studerende, så det er vigtigt, at sekretærer og undervisere er behjælpelige med dette.

Undervisernes opbakning og deltagelse i weekenden modtages som en blåstempling af projektet, hvilket betyder meget for de ansvarshavende studerende

Den mest gennemgående feedback på weekenden i 2013 var, at 45 min. ikke opfattes som nok tid til at høre et oplæg og deltage i en workshop. Stort set alle deltagere ønskede mere tid til de enkelte programpunkter.

Jakob Steensig

Lektor, Ph.d.

Bidragyder

Vibe Kromann, Studerende og instruktor, Institut for Æstetik og Kommunikation - Lingvistik.

Resurser til aktiviteten

Program for Faglig weekend på Lingvistik 2013 (pdf). 

Du kan også læse videre om:

SØG