Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studiecafé

Fag: Datalogi. Kursus: Alle kurser. Studieniveau: Bachelor. Holdstørrelse: Åben for alle studerende.

Motivation for aktiviteten

Hver dag i undervisningsperioden er der undervisere og instruktorer i studiecafeen, som kan hjælpe læsegrupper og individuelle studerende med teoretiske, praktiske opgaver og rapporter som forberedelse til den ordinære forelæsning og undervisning. Studiecaféen er et rum, hvor man skal kunne snakke frit omkring faglige og studierelevante emner med medstuderende, instruktorer eller undervisere. Caféen er også et tiltag, der skal afhjælpe frafald ved at styrke den faglige og sociale integration på studiet.

Kort om kurset

Studiecaféen er et tilbud, hvor studerende på bachelorniveau på datalogistudiet har mulighed for at komme og arbejde med opgaver og projekter. Her står undervisere eller instruktorer til rådighed.

Beskrivelse af aktiviteten

Studiecaféen bemandes af undervisere og instruktorer fra de kurser, der kører i det pågældende semester. Hvert studietrin har bestemte tidsrum, hvori undervisere og instruktorer står til rådighed, således at yngre årgange har flere bemandet tidsrum end ældre.

Der skal tages aktiv stilling til:

  • Hvordan skal initiativet sættes i gang? Skal man eksempelvis starte med enkelte kurser eller studietrin?
  • Hvilke ressourcer er der til rådighed? Er der lokaler til rådighed, eller skal de bookes?
  • Hvem skal bemande studiecaféen? Eksempelvis instruktorere, ældre studerende, undervisere eller andre fastansatte?
  • Hvilke behov har de studerende, når de sidder i grupper? Eksempelvis fysiske faciliteter som white boards, kaffemaskine eller andet.
  • Hvordan synliggøres det, hvor de studerende kan få hjælp til hvad, hvornår og af hvem? Tænk eksempelvis over sektioner i lokalet eller sessioner til specifikke emner eller fag.

Udbytte af aktiviteten

Studiecaféen bidrager til, at de studerende er langt mere undervisningsparate og forhåbentligt bidrager caféen også til de studerendes trivsel på uddannelsen.

Værd at overveje

Hvis du gerne vil starte et lignende initiativ, kan det være en god idé at overveje at rulle initiativet ud i etaper, hvor du starter med 1. og 2. semester på en uddannelse, da det ofte er dem, der har det største behov. Overvej også, hvordan man kan understøtte det sociale aspekt af initiativet (eksempelvis gennem opsætning af kaffemaskine eller lignende), og hvilke ressourcer der er til rådighed - både i forhold til lokaler og personale.

Links og ekstra materiale

Besøg og find inspiration på studiecaféens hjemmeside.

Søg

Praksiseksemplet er udviklet i forbindelse med Projekt 1. studieår, hvor fastholdelsesinitiativer på Arts Aarhus Universitet blev kortlagt.