Oxford Debate

Fag: Engelsk. Kursus: International Communication in English/Social Patterns of the English Speaking World. Studieniveau: BA/KA. Holdstørrelse: 25.

Motivation for aktiviteten

Debatøvelsen skulle skabe bedre funderede diskussioner i min holdundervisning. Diskussioner hvor de studerende både skal arbejde med deres forståelse af stoffet, men også diskussioner der skal skærpe deres kritiske sans og nysgerrighed, og sidst, men ikke mindst, diskussioner der bliver samlet op på. 

Centrale læringsmål for aktiviteten

At få de studerende til ikke blot at kunne forstå og genkende temaer i teksterne, men også i højere grad at kunne anvende og diskutere deres viden.

Overordnet vil jeg have de studerende til at være deltagere i - ikke forbrugere af - undervisning, og jeg vil gerne have, at det ikke kun er mig, der forsøger at motivere dem, men at de selv tager medansvar for at skabe motiverende incitamenter.

Beskrivelse af aktiviteten

En af kursusgangene handlede om ’The Commonwealth’, en transnational institution, der ligesom f.eks. Nordisk Råd flyver langt under den offentlige radar. 

For at få motiveret diskussionen af dagens tekster og emne, formede jeg seminaret som en debat: Efter en kort indledende oversigtsforelæsning, delte jeg de studerende op i 2 grupper (talte 1, 2, 1, 2 ligesom når man laver rundboldhold) og dernæst i mindre undergrupper à 4-5 personer.

Alle 1'er-grupperne skulle finde argumenter for, hvorfor ’The Commonwealth’ er en god institution og bør bevares, og alle 2'er-grupperne skulle finde argumenter for, hvorfor man burde nedlægge det eller lade det visne.

Efter de havde diskuteret 10 min i de små grupper, skulle de mødes i en stor gruppe af alle de ’ligesindede’.

I denne anden omgang (igen 10 min), skulle de udveksle  og skærpe argumenter og også forudse modargumenter (og udvikle modsvarende replik). Derefter blev de sluppet løs i en Oxford style debat.

Definition af Oxford Debate

"Derived from the Oxford Union debating society of Oxford University, "Oxford-Style" debate is a formal, competitive debate format featuring a sharply-framed motion that is proposed by one side and opposed by another."

Man kan selv bestemme om støttegruppen eller opponentgruppen skal åbne.

De studerende skulle selvfølgelig fremføre argumenterne overbevisende og sætte dem i forhold til den historiske udvikling og samtidige kontekst.

Jeg lavede en scoretavle og sørgede for, at begge positioner forholdt sig ikke bare til deres egne argumenter, men også til udfordringen af dem.

Vi sluttede af med at opsummere de vigtigste argumenter for og imod og derudover med en mere generel diskussion af postkolonialisme og blød/hård magt i internationale relationer, hvor der blev plads til synspunkter, der ikke blot var ’enten/eller’.

Udbytte af aktiviteten

Jeg tror ikke ’The Commonwealth’ er blevet diskuteret så lidenskabeligt i mange år!

Konkurrenceelementet er helt klart motiverende, men det fantastiske ved opdelingen inden selve debatten er selvfølgelig, at man i den fælles gruppe kan udvinde argumenter, som man bagefter har godt rygstød til at fremføre alene.

Dem, der har svært ved at tale i plenum, og endda også i grupper, kan meget bedre, når de repræsenterer en fælles diskussion. Det hjælper også, at det ikke er ens ’egen mening’ men et standpunkt, man er blevet pålagt at udvinde.

I evalueringerne fremhævede mange af de studerende, at de var meget glade for, at gruppearbejdet gav alle mulighed for at deltage, og at det for en gangs skyld ’gav mening’ at lave gruppearbejde, fordi det blev brugt i debatten.

Dog skal man gøre sig umage for at holde en sober tone – folks vinderinstinkter bliver virkelig vakt, og det må endelig ikke blive perfidt, hvor de studerende begynder at bruge argumentum ad hominem (men så er der selvfølgelig en mulighed for at forklare hvad det er, og hvorfor det er en uskik).

Materialer til aktiviteten

Læs videre om:

  • TEMA: Aktiviteter i undervisningen

SØG