Projektstyring af eksamen

Fag: alle. Kursus eller uddannelsesmæssig sammenhæng: alle. Studieniveau: alle. Holdstørrelse: alle, individuel aktivitet.

Motivation for aktiviteten

Jo bedre en studerende kan styre sit eksamensprojekt, jo bedre er chancerne for en lærerig og tilfredsstillende proces samt et godt resultat. Mange studerende kan ikke overskue eksamensprocessen, og de glemmer væsentlige aktiviteter eller gør dem i den forkerte rækkefølge.

Centrale læringsmål for aktiviteten

  • for det første at understrege overfor de studerende, at eksamen i mange tilfælde er en proces, der kræver aktiv styring og overblik.
  • for det andet at tilbyde et redskab i form af en plan, der kan hjælpe de studerende til at tage denne styring.
  • for det tredje at give studerende en følelse af overblik og deraf øget overskud og ro.

Beskrivelse af aktiviteten

Der er tale om en plan med 15 punkter, som den studerende opfordres til at følge trinvist. Planen er rent praktisk udformet som en plakat, der eksempelvis kan gives som handout. Alle 15 punkter/aktiviteter har en overskrift og en kort, forklarende tekst.

Der skelnes mellem skriftlige og mundtlige eksamensprojekter i planen. I nogle tilfælde er beskrivelsen ud for et punkt den samme for skriftlige og mundtlige projekter – i nogle tilfælde er der forskel. Ræsonnementet bag planen er dog, at mundtlige og skriftlige projektet ligner hinanden så meget hvad angår processen, at de kan beskrives med identiske eller i hvert fald lignende aktiviteter.

Planen kan i princippet udleveres til studerende uden yderligere forklaring, men den kommer formentlig først for alvor til sin ret, hvis de enkelte punkter uddybes i forhold til et konkret kursus.

Plakaten findes i to størrelser: En ’lille’ i størrelsen A3 (pdf) og en stor i størrelsen A0 (pdf). Den store er over en meter høj og kan bruges i undervisningssituationen (det kræver en meget speciel printer), mens den lille kan gives til studerende som handout eller ved upload. Planen er i farver og mister en del af sin umiddelbare appel og overskuelighed, hvis den printes i sort/hvid. Den fungerer desuden ikke som dias vist på en skærm, fordi der er for mange detaljer.

Udbytte af aktiviteten

Der findes bøger og artikler om projektstyring og planlægning. Mange af dem er glimrende, men har ofte den ulempe, at man skal læse en hel del, og ofte dækker de emnet projektstyring for generelt. Denne 15-punkts plan giver på relativt kort tid et vue over det, som er relevant for en meget bestemt aktivitet og genre: eksamensprojekter i den undersøgende/redegørende genre på en humanistisk universitetsuddannelse.

Formålet har således været at skabe en ’schweizerkniv’ for håndtering af denne type eksamensprocesser. Det vil sige en relativt overskuelig model, der er alment brugbar (uafhængig af fag og emne) inden for genrens rammer, og som kan beskrives på ét – ganske vist meget stort – stykke papir. Selvom der står meget, så giver planen en følelse af overblik og sammenhæng, som forhåbentlig er reel.

Desuden er hensigten at give de studerende en inspirations- og tjekliste, sådan at de forhåbentlig ikke glemmer væsentlige faser i processen. Min fornemmelse er, at studerende i særlig grad glemmer eller ikke kender værdien af punkterne 2, 4, 10, 11 og 14. Dem ville jeg fremhæve særligt i en undervisningssituation, men det afhænger nok meget af faget, kurset og de studerende.

Udfordringer og særlige overvejelser

En ulempe ved planen er, at den kun i nogen grad er selvforklarende. For at få ordentligt udbytte af den, bør den indgå i et undervisningsforløb, hvor betydningen af de 15 punkter forklares og trænes af en erfaren underviser. Man lærer jo eksempelvis ikke, hvad en problemformulering er for noget, ved blot at læse, at der skal være sådan en i eksamensopgaver.

En anden ulempe er, at ikke alle punkter er lige relevante i alle projekter. Denne vurdering skal den studerende selv foretage, og man risikerer, at den studerende fortvivler, hvis planen opfattes som en ufravigelig opskrift.

En sidste ulempe er, at man helst skal have adgang til en A3-farveprinter eller en storformatprinter. Et print i A0 koster cirka 300,- uden opklæbning. Heldigvis kan man også bare bruge planen elektronisk, gratis.

Plakat til projektstyring

SØG