Videodagbog

Fag: Middelalder- og Renæssancearkæologi. Kursus: Arkæologisk udgravning. Studieniveau: 2. semester BA. Holdstørrelse: 10-25.

Motivation for aktiviteten

Jeg ville motivere de studerende til aktivt at tage stilling til det projekt, de indgik i og ikke blot ’være med’. Samtidig ønskede jeg, at de skulle blive bevidste omkring terminologi, proces og tolkning. 

Centrale læringsmål for kurset

Kurset skal give de studerende kendskab til principperne for og forløbet af en feltarkæologisk undersøgelse, et indblik i basale arbejdsrutiner, registrerings- og opmålingsmetoder samt en forståelse af udgravningen som en del af en forskningsproces. 

Centrale læringsmål for aktiviteten

Aktiviteten er udviklet ud fra devisen ’det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte’ og anvendes til at skærpe de studerendes brug af terminologi, få dem til aktivt at forholde sig til processen, som de er en del af, samt at formidle, og dermed begynde at forstå, det de ser. De studerende bringes til aktivt at formulere deres viden i en kombination af mundtlig og visuel formidling ved brug af videokamera i undervisnings/læringssituationen.

Beskrivelse af aktiviteten - hvordan og hvorfor?

Underviser opsætter nogle punkter, som man gerne vil have de studerende til at inddrage i deres videopræsentation.

De studerende har på skift ansvar for dagligt at dokumentere fremgangen i projektet ved brug af videokamera, i dette konkrete tilfælde ved at beskrive de enkelte anlæg i udgravningen, registrerings-, fortolknings- og udgravningsproces.

Somme tider er det den enkelte student, som filmer og speaker, andre gange filmer og interviewer de hinanden i teams. 

Udbytte af aktiviteten

Kurset er den studerendes første praktiske møde med udgravningen som metode til at skaffe ny viden om fortiden. Læringskurven er stejl. Den starter i et (urealistisk?) håb om at finde et middelalderligt tohåndssværd og ender i faglige diskussioner af jordlags dannelsesprocesser og indbyrdes alder, identifikation af spor efter fortidens hændelser, og registreringsprocesser.

Formålet med aktiviteten er at få de studerende til at anvende disciplinens terminologi aktivt og gennem formidling af den fremadskridende udgravning at reflektere over arbejds- og tolkningsproces.

Det mundtlige format, hvor man skal tale til et snurrende videokamera giver en anden form for fokus og skarphed, som er et godt supplement til lommedagbogen, som den enkelte studerende fører ved siden af (her skal den studerende gennem skrift og skitsetegninger igennem tilsvarende læringsproces men gennem et andet medie, og her er der desuden lagt mere op til individuelle refleksioner).

Videosekvenserne viser en tydelig progression i læring. Den tekniske kvalitet er sjældent høj, men det er heller ikke selve videoen som produkt, der er målet med aktiviteten, det er lærings- og fokuseringsprocessen, der sker foran videokameraet.

Værd at overveje

Aktiviteten kan anvendes i alle læringsprocesser, men netop videoformen giver mulighed for at kombinere med projekttyper, som strækker sig ud over det tekstbaserede projekt.

Billeder fra aktiviteten

Med videokameraet kan man speake til empiri, som strækker sig ud over A4formatet, her en uddannelsesgravning i Horsens (Kattesundet 2004).
Optagelse af videodagbog er i gang.

SØG