Refleksion: Samarbejde med mindmaps

Kort beskrivelse

Samarbejde med mindmaps er en kollaborativ øvelse for de studerende, hvor de samarbejder, reflekterer og genererer en ny fælles viden. Ved at udforme et mindmap i fællesskab arbejder de studerende aktivt med forløbet og opbygger  sammen en ressource, som kan bruges fremadrettet for de studerende som noter eller til eksamensforberedelse.

Motivation for øvelsen og ønsket udbytte

Forbindelse, ligheder og forskelle bliver gjort tydelige og håndgribelige, når emnet og ord bliver kædet sammen. På den måde kan de studerende få øje på nye potentielle vinkler, der kan inspirere dem i forhold til emnet eller en opgave. Målet med øvelsen er, at de studerende selvstændigt reflekterer og samarbejder kollaborativt med hinanden.

  

Udfør øvelsen

  • Du skal som underviser udvælge et digitalt mindmapping-værktøj såsom Prezi, Padlet eller Mindmeister. Disse muliggør en nemmere kollaborativ proces end samarbejde på en tavle eller et papir.

  • Forbered et mindmap med emnet i midten, som er fælles for hele holdet. Denne præsenteres for holdet.

  • Herefter vælger enten du eller holdet i fællesskab en række temaer, således at hver gruppe får deres eget tema, de sammen skal arbejde med.

  • De studerende deles ind i grupper og kan logge ind i applikationen sammen som gruppe.

  • Grupperne skal nu bygge en ressource i det fælles mindmap i form af tekst, video, billeder, etc.

  • Din opgave som underviser bliver at være til stede, gå rundt i lokalet og svare på spørgsmål samt inspirere de studerende.

  • Med et interval på 30-60 minutter kan du stoppe de studerendes arbejde og fælles på holdet bruge tre minutter på hver gruppe, hvor de fortæller om, hvor de er i processen. De andre hold kan komme med inputs og inspiration til det videre arbejde.

  • Til sidst samles der op fælles - grupperne præsenterer hver deres del af mindmappet. 

Variationsmuligheder

  • Øvelsen kan også bruges som en rammesat studieaktivitet, de studerende løser udenfor undervisningen.

  • Hvis de studerende har brugt Prezi kan dette også bruges som præsentationsværktøj til studenteroplæg.

  • Hvis øvelsen skal styres i en bestemt retning, kan det være en fordel, at du som underviser på forhånd har valgt temaerne frem for at lade de studerende være med til at vælge temaerne.   

Du skal bruge:

  • Vælg et værktøj og bliv bekendt med det. Det kan eksempelvis være Prezi, hvor du kan oprette et login gratis.
  • Der findes mange vejledningsvideoer på YouTube omkring Prezi, Padlet og Mindmeister som du og dine studerende kan lade jer inspirere af. Du kan se eksempler ved at klikke på dit ønskede værktøj.

Værd at overveje:

  • Skal de studerende have nogle ressourcer (tekster, videoer eller andet relevant materiale), de skal bruge som forberedelse forud for øvelsen?

  • Hvor længe skal øvelsen vare?

Søg