Refleksion: Tværfaglige perspektiver på et tema

Kort beskrivelse

I denne øvelse skal studerende med forskellige faglige baggrunde diskutere et fagligt emne i grupper. Det faglige emne skal diskuteres ud fra hver af de studerendes grundfagligheder.

Motivation for øvelsen og ønsket udbytte

De studerende kan lære af hinandens fagligheder ved at udveksle tilgange fra deres grundfaglighed. De lærer også at se muligheder og begrænsninger hos deres grundfag i lyset af de andre fag. Herudover skaber de studerende relationer på tværs af fag, som kan øge den aktive deltagelse i undervisningen.

Udfør øvelsen

  • Du skal som underviser bede de studerende danne grupper på tværs af deres faglige baggrund.

    • Du kan eventuelt lave grupperne på forhånd, så I ikke skal bruge tid på det i undervisningen.

  • De studerende skal nu diskutere et spørgsmål, som relaterer sig til pensum for den aktuelle lektion. De noterer undervejs diskussionens hovedpointer.

  • Nu skal de studerende diskutere samme spørgsmål ud fra deres grundfaglighed. De noterer igen hovedpointerne.

  • Afslutningsvist samler I op på øvelsen i plenum. 

Variationsmuligheder

  • Du kan også lave anden del af øvelsen i plenum, hvor du som underviser kan udfordre de studerende med konkrete spørgsmål, som start på diskussionen. Studerende med samme faglige baggrund kan i plenum støtte hinanden i diskussionen.

  • Du kan afslutte øvelsen med at bede de studerende lave en skriveøvelse (max 1 side), som de skal diskutere i grupperne i næste lektion. I skriveøvelsen skal de studerende beskrive deres eget grundfags tilgang i lyset af de tværfaglige perspektiver fra diskussionsøvelsen.

  • Øvelsen kan også bruges som en velkomst- eller mød-hinanden-øvelse i starten af undervisningsforløbet. Her kan du bede de studerende reflektere ganske kort over, hvordan deres grundfaglighed kan belyse undervisningens hovedområde. Herefter skal de dele deres refleksion i tværfaglige par eller grupper.

Du skal bruge:

  • Relevante spørgsmål til pensum, som lægger op til diskussion inden for faget og ligeledes til en tværfaglig diskussion. 

Værd at overveje:

  • Hvilke og hvor mange forskellige fagligheder er repræsenteret på holdet?
  • Er der et bestemt emne, hvor du ønsker, at tværfaglige perspektiver bliver diskuteret?

Søg