Undervisningsplanlægning med afsæt i de studerende

Kort beskrivelse

Øvelsen består i, at du som underviser udformer et kort spørgeskema, der handler om et konkret emne eller en tekst til undervisningen. De studerende skal som en del af deres forberedelse besvare spørgeskemaet. Øvelsen bidrager til, at deres forforståelse af et givent emne eller tekst aktiveres og udfordres.

Motivation for øvelsen og ønsket udbytte

De studerendes besvarelser på spørgeskemaet giver dig indblik i deres forforståelse af et givent emne eller en tekst. Det giver dig mulighed for at planlægge din undervisning efter, hvad der er særligt svært for de studerende, og hvad de allerede er godt inde i. Samtidig medvirker øvelsen til, at de studerende forholder sig aktivt til deres forforståelse af en tekst eller et emne, hvilket kan være med til at optimere deres forberedelse til undervisningen

Udfør øvelsen

  • Du skal som underviser udforme et kort spørgeskema. Du kan udforme spørgeskemaet som et multiple choice spørgeskema, en quiz eller give de studerende mulighed for at skrive fri tekst. Nedenstående spørgsmål kan bruges som inspiration, hvor x erstattes med det pågældende emne:

    • Beskriv, hvad du forstår ved x?

    • Hvilke erfaringer har du med at arbejde med x? (Gerne med eksempler).

    • Hvilket andet emne i pensum er især relevant for x?

  • Du giver spørgeskemaet til de studerende i forbindelse med en undervisningsgang eller sender dem ud, som en del af deres rammesatte studieaktiviteter.

    • Det er en god idé at bede om besvarelsen 1-2 uger før du skal undervise i emnet, så du har tid til at bearbejde de studerendes besvarelser.

  • Du bearbejder og læser de studerendes besvarelser, inden du planlægger undervisningen om det pågældende emne. På baggrund af besvarelserne kan du nu tilrettelægge undervisningen ud fra, hvad de studerende mangler viden om eller har misforstået.

  • Til undervisningen præsenterer du indledningsvis de studerende for deres forståelse af emnet på baggrund af deres besvarelser. Herefter påbegynder du din egen præsentation og undervisning i det pågældende emne, hvor du kan perspektivere til de studerendes forståelse undervejs.

Variationsmuligheder:

  • Du kan bede de studerende reflektere over deres forståelse af det pågældende emne, efter du har afholdt din præsentation. Har deres forståelse ændret sig og hvordan? Brug eksempelvis 10 minutter til dette i dialog med en sidemand.
  • Hvis du er godt inde i emnet, kan du som introduktion til den pågældende forelæsning i emnet bede de studerende om at udfylde en quiz eller meningsmåling direkte i undervisningslokalet og evt. vise svarene live i din præsentation. Tag fat i de studerendes svar eller spørgsmål i løbet af forelæsningen, som du præsenterer emnet.

Du skal bruge:

  • Et spørgeskema med relevante spørgsmål, som du ønsker, at de studerende skal forholde sig til. Opsæt spørgeskemaet i Blackboard eller se mere om brugen af quiz og meningsmålinger.

Værd at overveje:

  • Hvorfor vil du gerne vide noget om de studerendes forforståelse af netop dette emne?
  • Hvad vil du konkret gerne have svar på ift. de studerendes forforståelse af emnet?
  • Skal de studerende besvare spørgeskemaet hjemme eller i undervisningen?

Søg