Gruppearbejde: Studenterproducerede videoer

Kort beskrivelse

Inspireret af TED-talk-fænomenet skal de studerende producere faglige videoer i grupper, der øver dem i at formidle et fagligt emne inspirerende, klart og tydeligt. Øvelsen giver de studerende mulighed for at arbejde aktivt med fagets teori og analysemetoder, hvilket styrker deres læring og forståelse af stoffet.

Motivation for øvelsen og ønsket udbytte

I modsætning til et mundtligt oplæg kræver en kort video flere overvejelser om konkret ordvalg og visuel formidling. Derfor giver øvelsen de studerende mulighed for at bearbejde det faglige stof grundigt og mere kreativt.

Det har for studerende den fordel, at videoerne efterfølgende kan bruges til repetition af pensum, når de senere på semestret skal til eksamen i faget. Gennem praksiserfaringer med aktiviteten har studerende tidligere udtrykt, at de bedre kunne huske de tekster, som var blevet formidlet i videoerne end fagets øvrige tekster.



Udfør øvelsen

  • Du skal som underviser indlægge en øvelse i løbet af semestret, hvor de studerende i grupper skal producere en faglig video med udgangspunkt i en central tekst fra faget. Du kan vælge at gøre gruppeøvelsen obligatorisk.
  • Inddel de studerende i grupper eller lad dem arbejde i deres studiegrupper. Grupperne bør kun indeholde 4-5 personer, så alle får mulighed for at deltage aktivt i øvelsen.
  • Udvælg og udlever en række tekster fra pensum, som alle på holdet læser. Efterfølgende tildeles hver gruppe en af disse tekster.

  • Hver gruppe producerer en video på maks 5 minutter, der viser væsentlige begreber fra deres tildelte tekst og eventuelle eksempler, som illustrerer disse.

  • Det afgørende for videoen er indholdets faglige kvalitet og ikke de studerendes tekniske formåen. Lad derfor de studerende levere det produkt, som de rent teknisk har kompetencerne til at producere. Udlever eventuelt denne guide om videoproduktion til de studerende.

  • Videoen produceres i forberedelsestiden og afleveres på en fælles side eller drev inden næste forelæsning, så de er lettilgængelige for hele holdet.

  • De uploadede videoer ses af både underviser og de studerende inden næste forelæsning.

  • Til holdundervisningen giver både underviseren og de øvrige studerende feedback på de producerede videoer. Efterfølgende skal der være mulighed for at diskutere og tale om indholdet, begreberne og teorierne fra teksterne.

  • Videoerne kan bruges i slutningen af semesteret til eksamensforberedelse.

Variationsmuligheder:

  • Lad de studerende uploade videoerne på en undervisningsblog og brug denne som en platform, hvor de kan give hinanden feedback på indholdet. På denne måde kan de først udarbejde en prototype og på baggrund af peer feedbacken lave den endelige version. Du kan som underviser ligeledes kommentere på videoerne i løbet af processen. Bloggen kan således udgøre en ressource for de studerende i forbindelse med eksamen.
  • I stedet for at se videoerne i forberedelsestiden kan hver gruppe vise videoen til holdundervisningen, præsentere deres refleksioner og proces samt faglige til- og fravalg. Derefter gives der feedback direkte fra underviser og de øvrige studerende.

Værd at overveje:

  • Hvor meget tid skal afsættes til øvelsen?
  • Hvilke tekster egner sig bedst til at blive præsenteret og fortolket visuelt?
  • Skal de studerende have en introduktion til visuel formidling og videoproduktion forud for opgaven?
  • Skal du som underviser stille udstyr til rådighed, eller kan videoerne blot laves med smartphones og redigering på telefonen? 
  • Skal de studerende introduceres for en guide til videoproduktion?

Søg