Kurset er et introduktionskursus, der skal give et fælles sprog og teoretisk udgangspunkt for alle didaktikuddannelserne og skabe grundlag for det videre arbejde i de uddannelsesspecifikke moduler. Formålet med kurset er at gøre de studerende i stand til at demonstrere overblik over centrale didaktiske begreber og deres pædagogiske grundlag i et idehistorisk og teoretisk perspektiv. Med udgangspunkt heri skal de i grupper analysere en selvvalgt case eller problemstilling hentet fra didaktisk praksis. Derudover er det introducerende arbejde med akademisk læsning og skrivning også en del af kurset.
Aktiviteten indgår i den første undervisningsgang, og dens formål er, at de studerende allerede fra kursets begyndelse skal få et overblik over og en forståelse af de to didaktiske hovedretninger: den kontinentale og den anglo-saksiske tradition og distinktionen mellem begreberne almen didaktik og fagdidaktik. Motivationen for denne aktivitet er opstået på baggrund af en erfaring af, at når denne forståelse er på plads hos de studerende, så smitter det af på deres faglige forankring og refleksion gennem alle kursets aktiviteter. Ligeledes bygger det på en erfaring af, at den dybe forståelse af begreberne ikke kommer gennem forelæsninger alene, men netop når begreberne bruges aktivt. Endeligt får de studerende i international sammenhæng brug for at kunne bruge andre ord om deres faglighed end "didactic", da begrebet i den anglo-saksiske tradition har en medbetydning af kedelig docerende undervisning.
Aktiviteten foregår dels i de studerendes forberedelse og dels i holdundervisningen.
I holdundervisningen efter forelæsningen bruges aktiviteten Think-pair-share. På baggrund af deres noter fra forberedelsen (Think) går de studerende sammen i grupper på 2-4 personer (Pair).
I grupperne skal de diskutere deres tanker.
Endeligt deler nogle af grupperne centrale pointer fra deres diskussioner med klassen (Share).
Enkelte studerende vil med baggrunden i Think-pair-share-aktiviteten blive spurgt om på engelsk at forklare forskellen i brugen af begrebet "didactic". For at gøre situationen mere autentisk kan en forskerkollega fra den anglo-saksiske verden blive inviteret. De studerende vil få en kort forberedelsestid og vil blive udvalgt efter, hvor komfortable de er med at tale engelsk.
Herefter finder de studerende i grupper på 3-4 studerende to cases eller problemstillinger, der i deres essens er fagdidaktiske samt to, der er almen didaktiske.
De studerende noterer disse cases eller problemstiller på post-it’s, og imens deler underviseren tavlen ind i to dele med hver sin overskrift: fagdidaktik og almen didaktik.
De studerende fordeler deres post-it’s i disse to kolonner, og i plenum begrunder de placeringen af deres post-it’s. For at udfordre de studerende forbereder underviseren nogle eksempler på problemstillinger, der går på tværs af kategorierne og som på den måde kan lægge op til diskussion.