Aarhus Universitets segl

Læse- og skriveworkshop

Fakultet: Arts. Uddannelse: Æstetik og kultur. Kursus: Intermedial analyse. Studieniveau: 2. semester på bacheloren. Holdstørrelse: Ca. 30 studerende.

Motivation for aktiviteten

På baggrund af lav læseaktivitet som et generelt problem hos de studerende på første semester har vi lavet en læse-skriveworkshop for at rette op på dette. Aktiviteten er motiveret af en miniundersøgelse af problemet, der gav anledning til en tese om, at problemet ikke skyldes "dovenskab", men manglende læsestrategier og manglende læsekultur.

Kort om kurset

Kurset er et analysefag på tværs af kunstarterne med en skriftlig opgave til sidst.

Aktivitetens formål

Formålet er, at de studerende får bevidsthed om egne læsestrategier og bliver motiveret til udvikling af disse. De studerende lærer konkrete læserstrategier, og aktiviteten understøtter en kultur, hvor de studerende læser sammen. Aktiviteten er anvendelig på alle fagligheder på første år. 

Beskrivelse af aktiviteten

  • Foredrag om læsestrategier (1/2 time): Holdets læsestrategier klarlægges. De studerende summer 5 minutter over følgende spørgsmål og deler deres svar med sidemanden; Hvordan læser du? Konkret hvornår og hvor meget? Hvad forventer du af forelæsningen i forhold til din egen tekstforståelse? Der opsummeres fælles på tavlen; Hvad er holdets læsestrategier (læse fra A-Z, skimme, slå ord op osv). Derefter holder underviseren en præsentation af læseniveauer (orientering/skimme/læse/intensiv/selektiv) og aktive læsestrategier (aktiv notetagning, mindmaps, at læse efter tekstens argument, lave skema over kernedikotomier og begreber, definere kernebegreber, skrive referat/resume).
  • Øvelse (4 timer): De studerende læser i grupper to svære tekster fra forløbet med henblik på at øve sig i ovenstående læsestrategier - de skal især læse efter tekstens argument, finde kernebegreberne og skrive et resume.
  • Aflevering: Grupperne skal aflevere ét skriftligt referat med tekstens hovedargument (15 linjer) samt et skema med dikotomier og/eller kernebegreber. Herefter kan der eventuelt laves en fælles opsummering eller evaluering af afleveringerne. 
  • Referatøvelse resten af semestret: Grupperne afleverer på skift et 15 linjers referat af to pensumtekster til hver undervisningsgang , hvilket bruges som afsæt for tekstgennemgangen i undervisningen. Det er vigtigt, at underviseren bruger referaterne og beder grupperne om at rette de uklarheder, der er hver undervisningsgang. 

 

Udbytte af aktiviteten

De studerende tilegner sig konkrete læseredskaber og en øget bevidsthed om læsning som akademisk praksis. De får tilmed øvelse i at lave korte, præcise skriftlige resumeer af svære tekster. Disse resumeer bliver samtidig en ressource, de studerende kan anvende til repetition og eksamensskrivning. Aktiviteten har modtaget positiv evaluering fra de studerende.

Værd at overveje

Workshoppen egner sig bedst til 1. eller 2. semester, eftersom det formodes, at de studerende senere i studieforløbet har udviklet en god læsekultur.

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Slides brugt i forløbet