Denne aktivitet giver de studerende mulighed for at skærpe blikket på, hvilke kompetencer de har haft i spil i løbet af praktikforløbet og vinkle dem til konkrete faglige mål fra studieordningen. De studerende skal reflektere over og formulere, hvordan deres oplevelser i det projektorienterede forløb knytter sig til de faglige mål for uddannelsen.
Aktiviteten har til formål at give de studerende en fornemmelse for samspillet mellem deres faglige og personlige kompetencer og det projektorienterede forløb. På sigt bidrager aktiviteten også til at give de studerende en fornemmelse for, hvordan deres faglighed kan spille ind i en karrieremæssig praksis. Samtidig åbnes der for en potentiel kobling mellem undervisning, studieaktivitet og eksamen.