Aarhus Universitets segl

Spørgsmål til tekster II

Underviserens motivation

Aktiviteten er motiveret af et ønske om at skabe bedre sammenhæng mellem undervisning og læsegruppearbejde for både at fremme de studerendes fælles arbejde og samtidig undgå, at læsegrupperne falder fra hinanden. Vi har derfor udviklet undervisningsformer, som direkte er rettet mod, at de studerende skal arbejde mere sammen gruppevis. 

Beskrivelse af aktiviteten

Til forløbet er der knyttet to undervisere samt en studenterinstruktor. Undervisningsforløbet er overordnet set bygget op om øvelser, som de studerende løser i deres læsegrupper. Disse øvelser falder i henholdsvis:

  • Gruppebaserede skriveøvelser, som de studerende arbejder med mellem de enkelte undervisningsgange. Disse øvelser tager udgangspunkt i de tekster, vi arbejder med på forløbet. Ideelt set burde universitetet stille grupperum til rådighed, men i praksis er dette ikke muligt. Derfor skal de studerende selv finde egnede arbejdssteder, hvor de kan mødes og udarbejde skriveøvelserne. Disse skriveøvelser – tre i alt – uploader de studerende på et elektronisk forum (in casu AULA, Blackboard (OBS: Nu benyttes Brightspace) eller lignende).  
  • ’På-timen-øvelser’, hvor vi med udgangspunkt i dagens tekst beder de studerende om at reflektere over ét eller flere spørgsmål. Disse refleksioner bliver dernæst gjort alment tilgængelige (hvad enten det er i form af tavlen, plancher eller it). Reflektionerne danner grundlag for den videre afvikling af undervisningsgangen. I sin mest ’radikale’ form består undervisningen i, at vi undervisere – efter et ganske kort oplæg – stiller en række spørgsmål og lader de studerendes besvarelser danne udgangspunkt for resten af undervisningsgangen.

Udbytte af aktiviteten

Effekten af aktiviteten er i høj grad positiv, eftersom det lykkedes at inddrage de studerende og få dem til at arbejde sammen i læsegrupper. Vi vurderer ligeledes, at læringsudbyttet er højere end ved en mere traditionel forelæsningsbaseret undervisningsform.

Vi havde en forventning om, at denne arbejdsform ville have en slags ’afsmittende’ effekt på de studerendes øvrige forløb og måde at arbejde på fagligt. Dette er dog ikke helt tilfældet. Læren af aktiviteten synes at være, at de studerende gerne arbejder i grupper, når undervisningen lægger op til det. De studerende er dog tilbøjelige til at falde tilbage i mere individualiserede arbejdsformer, så snart der ikke er noget eksplicit incitament til gruppearbejde.

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Basisinformationer

      • Fakultet: Arts

      • Uddannelse: Idéhistorie

      • Kursus: Studium Generale I

      • Studieniveau: BA (1. semester)

      • Holdstørrelse: ca. 50

      • Undervisningsform: Holdundervisning

      • Omfang: Aktivitet

      • Hvordan casen blev gennemført: Tilstedeværelsesundervisning

      Læringsmål

      Formålet er at styrke de studerendes læsegrupper ved at inddrage dem og deres arbejde direkte i undervisningen. Vi er overbevist om, at arbejdet i læsegrupper ikke alene sikrer en langt bedre læring, men også styrker den faglige og sociale integration.

      Eksempler på spørgsmål

      Spørgsmål til kurset Studium Generale I

      Eksempel på spørgsmål stillet til en tekst, som en øvelse i undervisningen:

      • Hvad karakteriserer videnskab generelt?
      • Hvad karakteriserer særligt de humanistiske videnskaber?
      • Hvad karakteriserer specifikt idéhistorie?

      Teksten var Helge Kragh, ’Hvad er videnskab’, i Hans Fink et al, Universitet og Videnskab, Hans Reitzel, Kbh. 2005, s. 145-181.