De studerende skal gennem refleksionsaktiviteten få et indblik i egne kompetencer, og hvordan de kan spille ind i en tværfaglig kontekst. Aktiviteten består i, at de studerende skal sætte ord på egne kompetencer og relatere dem til deres medstuderendes kompetencer og refleksioner herom. Aktiviteten er især velegnet på fag, hvor de studerende kommer med forskellige kernefagligheder – eksempelvis på tilvalg og kandidatuddannelser, hvor de studerende har taget deres bachelor flere forskellige steder.
Ved at bruge aktiviteten til tværfaglig kompetencespotting i din undervisning eller som rammesat studieaktivitet, kan du som underviser give de studerende mulighed for at identificere både faglige og personlige kompetencer, som de har haft i spil og udviklet i forbindelse med deres universitetsuddannelse. Målet med aktiviteten er, at de studerende får øje for hvilke ressourcer og potentialer, der ligger i deres egne personlige og faglige kompetencer, og hvordan disse kan spille sammen i en tværfaglig sammenhæng.
De studerende laver en individuel refleksionsaktivitet, hvor de brainstormer omkring fagligheden og noterer stikord på post-its til de fire elementer på handout 1 (10 min.). De må gerne tage afsæt i studieordningen, men stikordene skal være formuleret med egne ord.
Herefter sætter hele gruppen sig sammen og fortæller på skift om deres stikord. Post-its’ene placeres på planchen (handout 1). Gruppen må gerne stille spørgsmål, der får fortælleren til at uddybe sine stikord (eksempelvis; ”I hvilken situation oplevede du det?”, ”Hvad gjorde du?”, ”Hvilke kompetencer brugte du?” osv.). Brug minimum 5 min. på hver matrix-firkant.
Dernæst sorterer gruppen de opsatte post-its, så der ikke er gentagelser.
Afslutningsvis diskuterer de studerende i gruppen, om der er noget nyt, som de er blevet gjort opmærksomme på – nogle særlige kompetencer, styrker eller svagheder ved at se organisationer gennem deres faglige linse (5 min.).
Alle i gruppen tager nu et billede af planchen.