Aarhus Universitets segl

Personlighedsprofiler styrker studiegruppearbejde 

Kort beskrivelse

Studiegrupper bliver dannet på baggrund af grundigt udarbejdede personprofiler samt ønsker til online- eller campusbaseret gruppearbejde. Studiegrupperne udarbejder en kontrakt som angiver deres forventninger til hinanden og udstyrer dem med værktøjer til at løse eventuelle samarbejdsproblemer. 

Motivation

  • Uddannelsen er en ‘hybriduddannelse’, og de studerende har mulighed for at deltage på campus og online. 
  • De studerende har mange forskellige faglige baggrunde og har ofte sideløbende et aktivt familieliv og arbejde. 
  • Med gruppedannelsen ønskes det at mindske frafald og løse problemer i studiegrupperne tidligt i processen.

Læringsmål

  • At de studerende får indblik i deres egen personlighedsprofil og hvordan de bedst indgår i grupperelationer. 

  • At de studerende udvikler kommunikative værktøjer, der giver dem de bedste forudsætninger for at bidrage til gruppearbejdet. 

  • At udstyre de studerende med de nødvendige redskaber til at løse kommende problemer, der opstår i gruppearbejdet gennem uddannelsen. 

  • At de studerende oplever en forpligtigelse for hinanden og gruppen. 

Udførelse

CASENS FORLØB

Individuelt

  • Sender spørgeskema forud for optagelse for at afklare om studerende ønsker online eller on-campus deltagelse, fordi grupperne fungerer bedst, når de er sammensat i grupper, som er enten online asynkrone, online synkrone eller campus studerende. 
  • Et andet kriterie for sammensætningen af grupperne er deres Insight Discovery profil (som er en del af spørgeskemaet). 
  • Et tredje kriterie er geografisk. Det er vigtigt, at de online studerende også kan mødes fysisk. 

Plenum

Før studiestart mødes alle de studerende på campus for at lære hinanden lidt at kende. Det er vigtigt, fordi de fremover mest mødes online. Her udleveres også alle de fysiske komponenter og værktøjer, som er nødvendige for at kunne gennemføre studiet. 

Plenum

De studerende introduceres til Insight Discovery konceptet, og hvordan deres individuelle profiler skal tolkes. Det giver dem baggrund for at udvikle hensigtsmæssige kommunikationsstrategier og værktøjer til at kommunikere med hinanden. Det giver et godt grundlag for at forstå hinanden og gøre hinanden bedre. 

Gruppe

  • Første dag danner hver gruppe en psykologisk kontrakt (begreb fra Insight), hvor de angiver forventninger til hinanden.  
  • Evt. workshops om gruppesamarbejde efter behov. 

RESSOURCER TIL STUDERENDE

SUPPORT TIL STUDERENDE

En refleksionsbog fra Insight, hvor der er information om begreberne og muligheder for at skrive egne refleksioner. Bogen bruges gennem hele studiet. 
  • Studie- og trivselsvejleder fortæller om studieteknikker tidligt i forløbet. 
  • En lektor på uddannelsen fungerer som faglig studievejleder og studiementor og følger den enkelte studerende gennem hele forløbet, og tager hånd om evt. problemer vedr. studiegrupperne.  

Erfaringer

Udbytte

  • Motiverede studerende, der kan hjælpe i hinanden og har en god synergi i grupperne.  

  • Frafaldet mindskes, fordi de kan læne sig op ad hinanden. Den psykologiske kontrakt giver en forpligtelse i forhold til hinanden. De ved, at gruppen regner med at de kommer, så derfor kommer de. Gruppen har samtidig en forpligtelse til at bekymre sig for hvis nogen ikke kommer eller ikke deltager i arbejdet. 

  • Den psykologiske kontrakt giver gruppen redskaber til at løse problemerne. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan de få hjælp hos studiementoren.  

Udfordringer

  • I enkelte tilfælde prøver grupperne for længe selv at løse udfordringerne, og studiementoren inddrages for sent i processen, hvor det ikke længere er muligt at løse problemerne.  

  • Processen kræver en akkreditering fra Insight Discovery – og tid. 

Gode råd til andre undervisere

  • Det er vigtigt, at det er en underviser på studiet, der står for gruppedannelsen, så de studerende oplever, at der er en person på studiet, de er trygge ved og kan komme til, når de oplever problemer.

  • Det er også vigtigt, at de studerende ved, at der er nogen, der har en reel interesse for dem og deres læring, og at de ikke er ladt alene. Nærhed til de studerende er en vigtig værdi – det er et bærende princip, som også fortælles til de studerende fra dag 1. 


Basisinformationer

Undervisers navn Henning Slavensky 
Fakultet og institut TECH, ECE 
Uddannelse Elektronik, Elektrisk energiteknologi 
Studieniveau Diplomingeniøruddannelsen 
Kursus Fagene på første semester 
Antal studerende 35  
Omfang kursus
Undervisningsform Blended learning 
Gennemførelsestidspunkt Efterårssemesteret 2023 

Links og materialer


Kontakt

Skriv til redaktion bag AU Educate, hvis du har spørgsmål til indholdet eller har brug for sparring omkring din undervisning fra en af de mange dygtige fagfolk på Centre for Educational Development.