Aarhus Universitets segl

Completion

Med Completion får studerende overblik over deres progression i kursets materialer. Hvert element i Content markeres som fuldført, enten automatisk eller af den studerende selv, så de altid kan se, hvad de har været igennem. 

Completed” er markeringen, studerende ser ud for de enkelte elementer i Content. Når du opretter et element, vælger du, hvordan markeringen skal fungere: Automatic, hvor elementet markeres som fuldført, når den studerende åbner en page eller afleverer en assignment, eller Manual, hvor studerende selv markerer elementet med “Completed”.  
Derudover kan et element gøres “Optional”, så det ikke tæller med i studerendes progressionsoverblik. Den indstilling sættes efter oprettelsen af et element. 

IndstillingHvad sker derEgnet til
AutomaticMarkeres, når elementet åbnes eller en opgave afleveresTekster, videoer, aktiviteter Brightspace selv registrerer
ManualDen studerende markerer selvArbejde uden for Brightspace. Fx arbejde i studiegruppen eller andre værktøjer
OptionalTæller ikke med i progressionsoverblikketSupplerende materiale og baggrundsstof

Markeringen er et redskab til studerende: den giver overblik over eget arbejde med kursets materialer og er kun synlig for den enkelte - du har som underviser ikke adgang til disse data. Vær opmærksom på, at markeringen kan misforstås: “Completed” betyder, at et element er åbnet eller afleveret - ikke at stoffet er lært eller ikke længere kræver opmærksomhed.  

Tag derfor samtalen med dine studerende om, hvad markeringerne betyder i dit kursus. Hvordan du rammesætter den forventningsafstemningkan du læse i. 

 

Kom i gang med at bruge Completion 

Du kan blandt andet bruge completion til: 

Forventningsafstemning om læring i kurset  

Brug introduktionen af markeringerne som anledning til en samtale om, hvad læring i dit fag består af. Hvad et flueben betyder, hvad det ikke betyder, og hvornår man reelt er "igennem" et materiale. Samtalen kan ændre opfattelsen af markeringerne fra en fremdriftsmåler til studerendes eget redskab.  


Planlægningsstøtte i materialetunge kurser  

Sæt “Automatic” markering på kursets kernemateriale og gør det supplerende “optional”, så studerende i kurser med mange tekster, videoer og aktiviteter kan se, hvad der er forventet arbejde, og hvor langt de er nået - og planlægge deres indsats derefter.  


Selvvurdering ved aktiviteter uden for Brightspace  

Vælg “Manual” markering til arbejde, der foregår uden for Brightspace – fx læsning, gruppearbejde eller opgaver løst i andre værktøjer, så studerende selv tager stilling til, om arbejdet faktisk er gjort, før de markerer. Den lille beslutning gør markeringen til en selvvurdering frem for en automatisk kvittering.  


1. Indstil Completion på et element

Valget mellem “Automatic” og “Manual” afhænger af, hvor arbejdet foregår. “Automatic” passer til materiale, den studerende blot skal igennem: en tekst, en video, en informationsside - og til aktiviteter, Brightspace selv registrerer, fx en aflevering eller en quiz. “Manual” passer til arbejde, der foregår uden for Brightspace, fx et indlejret tredjepartsværktøj, hvor systemet ikke selv kan se, at opgaven er løst - eller til situationer, hvor du ønsker at sætte fokus på studerendes egen vurdering af om en opgave er færdig eller ej. 

Vær opmærksom på, at studerende ikke kan fjerne markeringen når elementet først er markeret som fuldført. 

2. Gør et element "Optional”

“Set as optional” passer til materiale, der ikke er en del af det forventede arbejde. Fx uddybende litteratur eller baggrundsmateriale. Ved at gøre det “optional” signalerer du tydeligt, hvad der er kernestof, og hvad der er ekstra. Indstillingen findes ikke i selve oprettelsen af elementet, men sættes efterfølgende.


Den pædagogiske vinkel


Progressionsoverblik i Brightspace og forventningsafstemning

Når Brightspace sætter et flueben ud for kursets materialer, fortæller det den studerende: det her er fuldført. Men fuldført er ikke det samme som lært, og uden en fælles forståelse af, hvad markeringerne betyder, risikerer overblikket at vildlede mere, end det vejleder. Denne vejledning handler om den forventningsafstemning, der skal følge med, når du vælger, hvad der udløser “Completed”-markeringen. 

Studerende, der åbner Content i dit kursus, ser en markering ud for hvert element: fuldført eller ikke fuldført. Summen af markeringerne er et progressionsoverblik. Et billede af, hvor langt de er nået, og hvad der venter. Det kan være en reel støtte til studerendes egen planlægning, især i kurser med meget materiale. Men overblikket kommer med en indbygget fortolkningsrisiko, som du med fordel kan afklare ved kursets begyndelse.  

Fluebenet låner sit formsprog fra spilverdenen: banen er klaret, videre til næste. Den fortælling leverer systemet ved hvert eneste element, og for studerende kan den være svær at modsige. Som underviser ved du, at læst ikke er lært, og den skelnen kan være vigtig at påpege når grænsefladen ikke selv gør det. 

Tag samtalen ved studiestart

Derfor er Completion ikke bare en indstilling, du sætter, men et udgangspunkt for en samtale med dine studerende om, hvad læring i dit fag består af, og hvordan de selv oplever den. Rammesæt markeringerne, når du introducerer kurset: Hvad betyder et flueben i dette kursus? Hvad betyder det ikke? Hvornår er man reelt "igennem" et materiale, og hvilke materialer skal man vende tilbage til? 

Den forventningsafstemning er afgørende, netop fordi funktionen kommer fra systemet med en indbygget fortælling om fremdrift og afslutning. Det er dig, der giver markeringerne deres betydning i dit kursus. Gør du det ikke, gør formsproget det for dig. Tracking uden kontekst er overvågning; med den rette kontekst er det den studerendes mulighed for at våge over sin egen progression. Gør det klart, at markeringerne er deres egne, kun synlige for den enkelte, og tjener deres overblik - ikke din kontrol. [indsæt link til studypedias FAQ angående Completion 

Markeringerne kommunikerer dine forventninger

Forventningsafstemningen ligger ikke kun i samtalen, men også i selve opsætningen. Et kursus, hvor alt kræver en markering, signalerer noget andet end et kursus, hvor kun det centrale materiale er påkrævet. Hver gang du sætter et element til “Automatic” eller “Manual” markering, siger du implicit: det her forventer jeg, du arbejder med. Og hver gang du gør et element “Optional”, siger du: det her er ekstra. Overvej derfor, om alle elementer reelt er nødvendige at gennemgå.  Et progressionsoverblik, hvor alt tæller lige meget, hjælper ingen med at prioritere. 

  • “Automatic” markeringen fungerer godt til materiale, den studerende blot skal igennem - tekster, videoer, informationssider - og til aktiviteter, hvor Brightspace selv kan registrere en handling: en aflevering, en quiz, et diskussionsindlæg markeres, når handlingen er gennemført i systemet. 

  • “Manual” markeringen er relevant, når arbejdet foregår uden for Brightspace - fx opgaver løst i andre værktøjer, hvor systemet ikke selv kan se, om arbejdet er gjort. Her markerer den studerende selv, og netop det kan bruges aktivt i forventningsafstemningen: den manualle markering er en lille selvvurdering, hvor den studerende tager stilling til, om arbejdet faktisk er gjort. 

  • Optional” er til det supplerende: uddybende litteratur, baggrundsmateriale, det gode ekstra. Ved at holde det uden for markeringerne holder du progressionsoverblikket rent: Det viser kun det forventede arbejde, ikke alt, hvad kurset rummer. 

Vær opmærksom på, at en markering ikke kan fjernes, når elementet først er markeret som fuldført - heller ikke af den studerende selv. Overvejer du “Manual” markering til elementer, studerende vender tilbage til gennem semestret, er det værd at have med i valget.