Aarhus Universitets segl

Læsning af akademiske tekstgenrer

Kort beskrivelse

Denne aktivitet kan benyttes til at forberede de studerende på akademisk læsning samt give dem et dybere indblik i deres faglige felt. Øvelsen introducerer de forskellige tekstgenrer, som de studerende bliver præsenteret for og skal arbejde med på kurset.

Motivation for aktiviteten og ønsket udbytte

Aktiviteten har til formål at gøre de studerende bevidste om, at tekster skrives med forskellige formål og derfor også kan læses på forskellige måder. Det kan du hjælpe de studerende til ved at guide dem i læsningen, f.eks. forklare lidt om formålet med teksten og ikke mindst ved at stille nogle spørgsmål, som får de studerende til at fokusere på det, der er vigtigt i netop denne læringssammenhæng. Ved at arbejde med teksterne på et metaniveau (hvad er formålet med teksten, og hvad er så vigtigt at lægge mærke til) får de studerende indblik i, at forskellige faglige tekster læses og anvendes forskelligt.

Udfør aktiviteten

  • Som underviser skal du medbringe forskellige eksempler på tekstgenrer fra kursets pensum. Det kan være et uddrag fra en lærebog, et værk, videnskabelig artikel, formidlende artikel, bekendtgørelse eller andet.
  • Inddel de studerende i par. Hvert par diskuterer forskellene på de forskellige tekstgenrer fra pensum på baggrund af følgende spørgsmål: 
    • Hvilke genrer læser vi?
    • Hvem skriver til hvem?
    • Hvad er formålet med de forskellige tekster?
  • Lav en opsamling i plenum. Snak om forskellene mellem genrerne, og hvad det betyder for læsningen. Tag eventuelt udgangspunkt i handoutet: Akademisk læsning: eksempler på genrer.

Variationsmuligheder

  • Du kan bede de studerende om at perspektivere til andre lignende tekster, de tidligere har læst på universitetet og husker særligt godt.

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Du skal bruge:

      Værd at overveje:

      • Hvilke og hvor mange tekstgenrer er de vigtigste inden for faget? 
      • Hvor meget tid skal der afsættes til øvelsen?