Dette er en aktivitet, som særligt hjælper studerende på 1. og 2. semester i at bruge læsning og skrivning i en akademisk praksis. Gennem aktiviteten skal de studerende reflektere over deres egne læsestrategier i gruppediskussioner. Dette skal give dem konkrete redskaber, så de bliver bevidste om at etablere hensigtsmæssige læse- og skrivestrategier.
Aktiviteten kan bidrage til, at de studerende øger deres bevidsthed om både egne læse- og skrivestrategier og alternative strategier. Ved at bruge aktiviteten i din undervisning eller som rammesat studieaktivitet kan du hjælpe de studerende med at udvikle deres læse- og skrivestrategier, så de kan anvendes i deres konkrete studiepraksis.
Du skal som underviser bruge ca. 15 minutter forud for aktiviteten på at præsentere de studerende for forståelsen af, at læsning er en proces, som består af:
Før-læsning: Hvad er det for en tekst (genre, type, formål) + hvad skal jeg bruge den til?
Selve læsningen: Læsningen skal tilpasses tekstens type og genre samt formålet med at læse den. Derfor kan der anvendes forskellige læsestrategier (orientering, skimning, normal, intensiv og selektiv). Du skal forklare, hvad formålet er med den enkelte strategi samt hvornår, den kan være hensigtsmæssig at bruge.
Efter-læsningen: Efterbearbejdning af teksten. Det kan for eksempel være i form af noter, referat, modeller, mindmaps, definition af kernebegreber eller lignede.
De studerende skal summe 5 minutter med sidemanden over, hvordan de læser.
Lav en afsluttende opsamling i plenum - brug eventuelt tavlen til at skabe et overblik over holdets læsestrategier.
De studerende går sammen i grupper på 2-4 personer. Det kan eventuelt være eksisterende studiegrupper, eller du kan sammensætte grupperne.
De studerende får udleveret to svære tekster fra forløbet, som du har udvalgt.
De studerende skal i grupper læse teksterne med henblik på at øve sig i læsestrategierne - de skal have fokus på at læse efter tekstens argument.
Derudover skal de studerende lave et skema over tekstens kernedikotomier samt skrive et referat af teksten.