Aarhus Universitets segl

Kronologisk forståelse og overblik med Padlet Timeline

Kort beskrivelse

Kurset er det første af tre periodekurser på bacheloruddannelsen i Arkæologi. Med udgangspunkt i arkæologisk materiale arbejdes der med centrale temaer inden for periodens historie og kulturhistorie, og der gives en grundlæggende indføring i fagets metodiske problemstillinger og kildegrupper.

Underviserens motivation

Aktiviteten voksede tilfældigt frem i forbindelse med mit første møde med padlet som e-læringsredskab under min afsøgning af muligheder for nye samarbejdsformer i det virtuelle undervisningsunivers. Padlet viste sig at være et let tilgængeligt værktøj. For aktiviteten var det centralt, at værktøjet kunne være et konkret mødested i et nyt ’samtalerum’ som kunne involvere alle, både i små grupper og på holdet. 

Målet med denne konkrete aktivitet er: 

  • at give de studerende viden om centrale bygningsværker, deres arkitektoniske særtræk og forståelse for disses udvikling i tid (og hermed typologisk datering) 
  • at give dem færdigheder i at aflæse arkitektur blandt andet ved studiet af plantegninger og bygningsdetaljer
  • at guide de studerende til en fagrelevant læsning i deres arbejde med pensum. På dette niveau af BA fokuserer de typisk på tekstdelen i pensum, og de er ikke opmærksomme på at arbejde med den materielle kultur, som den er repræsenteret gennem forskellige former for illustrationer.

Beskrivelse af aktiviteten

  • Forud for undervisningen forberedte underviseren sig ved at finde grundplaner og fotografier af bygningsværker, som blev tilfældigt placeret på tidslinjen. Se et eksempel på dette under "Links og Materialer" i højremargin på denne side.
  • I holdundervisningen skulle de studerende i mindre grupper dels finde samhørende grundplaner og fotografier, og dels placere bygningsværkerne i den rigtige, kronologiske rækkefølge.
  • Aktiviteten blev brugt som en repetitionsøvelse efter den del af pensum var gennemgået som forelæsning, og målet med det var at lade de studerende opdage fokus på den materielle kultur og diskutere dette med anvendelse af korrekt terminologi. I den konkrete øvelse fik de 10 minutter.
  • Efter øvelsen fik de studerende et link til den korrekte besvarelse af opgaven.

Anvendt teknnologi

  • Padlet: Igennem forskellige designs (wall, canvas, stream, grid, shelf, backchannel, map og timeline) faciliterer padlet flere arbejds- og læringsformer. Aktiviteten, som beskrives her, er udviklet i Timeline og har fokus på udviklingstendenser i arkitektur, og mere konkret i Danmarks middelalderlige domkirker. 

Udbytte af aktiviteten

Ved siden af det konkrete faglige udbytte gav de studerende selv udtryk for, at øvelsen havde gjort dem opmærksomme på vigtigheden i at studere bygningerne i sig selv gennem planer, opstalter og arkitektoniske detaljer. Næste gang, jeg skal bruge øvelsen, vil jeg afsætte mere tid til feedback. Gennem præsentation (og diskussion) af opgaveløsninger vil de studerende hermed få mulighed for at få øvelse i terminologi og argumentation i plenum.

Værd at overveje

  • Timeline kan bruges bredt til mange forskellige former for øvelser, som adresserer tid: hændelsesforløb, begrebsudvikling, argumentationskæder etc.

Basisinformationer

Fakultet: Arts
Uddannelse: Arkæologi
Kursus: Historisk arkæologi, Periode I: Tidlig middelalder og højmiddelalder
Studieniveau: BA
Holdstørrelse: Ca. 20 studerende.
Undervisningsform: Holdundervisning
Omfang: Aktivitet
Primær aktivitetstype: Øvelse og praksis, samarbejde
Anvendt teknologi: Padlet
Hvordan casen blev gennemført: Tilstedeværelsesundervisning med brug af læringsteknologi