Aarhus Universitets segl

Planlægning af studenterorganiseret seminar

Kort beskrivelse

De studerende organiserer et seminar med udgangspunkt i udviklingen af deres individuelle opgaver. Underviser beskriver en række benspænd, som skal opfyldes i afviklingen af seminaret. 

Motivation

At give plads til at de studerende selv definerer og udfolder deres fagligheder. Jeg får et indblik i, hvad de ser som værdifuld vidensudveksling. 

Læringsmål

  • At øve at have medbestemmelse og selv skulle sætte rammerne for egen og andres læring 
  • At udvikle forståelse for egen læringsproces gennem at skulle identificere, hvad du selv har brug for af aktiviteter for at udvikle din opgaveproces 
  • At udvikle opgaveproces i samarbejde og med hjælp fra andre 
  • At træne nerverne 
  • At øge færdighederne i livslang læring og problemløsningsevner 
  • At få et øget fagligt tilhørsforhold og oplevelse af samhørighed fagligt 
  • At øge kvaliteten af jeres læringsmiljø 
  • At træne kollektive beslutningsprocesser og at have færdigheder i at kunne organisere og afvikle et fagligt seminar (arbejdsmarkedskrav i mange stillinger) 

Udførelse

CASENS FORLØB

Planlægning af seminaret (1,5 time)

Plenum (30 minutter) 

  • På plenum har vi en fælles diskussion og brainstorm om seminaret indhold 

  • Begrundelse: I skal være med til at definere formålet med seminaret, da det er vigtigt, at de er motiverede og får en oplevelse af, at det giver noget til deres opgaveskriveproces 

  • Hvilke elementer kan et godt seminar indeholde? 

  • Hvad har I brug for at prøve af? 

  • Anbefaling: Vær modige og tænk ud af boksen i forhold til jeres idéer til afholdelsen af seminaret 

  • Dato, sted og tidsramme præsenteres 

  • Til sidst: Underviser opsummerer diskussionerne og tilføjer eventuelt elementer, der kan være en del af et seminar 

  • Forklaringer eller snak om konsekvenserne af konkrete valg og fravalg (eksempler) 

Grupper (1 time) 

I grupper eller i studenterstyret plenum hvis det er et lille hold på under 10 personer: 

  • Tal sammen om, hvordan I kan løse benspændene: 

  • Alle skal holde et mundtligt oplæg 

  • Alle skal tildeles en rolle - også når de andre holder oplæg (husk at underviser også skal tildeles en rolle) 

  • Der skal være et socialt element (I definerer selv hvilket) 

  • I skal finde på en gruppeøvelse, som skal afvikles undervejs i seminaret  

  • Jeres mundtlige oplæg tager udgangspunkt i jeres skriftlige kladde (afleveret ugen før) og jeres opgaveproces 

  • Planlæg processen op til seminaret og fordel opgaverne mellem jer dvs. sæt rammerne for organisering 

Afholdelse af seminaret (2 timer og 45 minutter)

Inden for tidsrummet afvikler de studerende følgende aktiviteter, som lever op til benspændene:  

  • Alle afholder et kort studenteroplæg med PowerPoint (de studerende beregner selv hvor længe den enkelte kan tale alt efter de øvrige aktiviteter) 

  • Gruppeøvelsen gennemføres. Det var her en genstandsanalyse, hvor man på skift efter lodtrækning analyserede hinandens medbragte genstand, som afspejlede den enkeltes projektemne. Rækkefølgen af udtrukne genstande blev samtidig oplæggenes rækkefølge 

  • Pauser 

  • Det sociale element afholdes f.eks. fælles morgenmad eller en quiz 

  • Alle indtager de roller, de har fået tildelt f.eks. kan en studerende have opgaven med at præsentere den næste studerendes faglige profil og erfaringer, en anden studerende sørger for at holde tiden, en har rekvisitter med til den sociale øvelse mens en tredje har sørget for morgenmaden eller at lave en quiz. 

Refleksion over udbytte og læring (30 minutter)

Plenum i efterfølgende undervisningsgang:  

  • Spørg åbent: Hvad fik I med af erfaringer fra seminaret? 

  • Diskutér hvilke elementer, der lykkedes og hvorfor 

  • Diskutér valg/fravalg 

  • Snak om hvad der var vanskeligt og hvilke elementer, der viste sig ikke at give mening og hvorfor 

  • Giv de studerende alternative bud på løsningerne og hvilke effekter, det kunne have haft 

  • Refleksion over de roller de havde undervejs 

RESSOURCER TIL STUDERENDE

SUPPORT TIL STUDERENDE

  • Mig selv – jeg skulle tildeles en rolle på seminardagen. 
  • En klokke til tidstagning. 
  • Diskussion af formatet og hvilke ting, man skal tage stilling til på lektioner før. Jeg minder dem om deadlines og om at få lavet aftaler indbyrdes. 
  • De studerende får arbejdstid i undervisningsgangen før seminaret til at planlægge og fordele opgaver. 

Erfaringer

Udbytte

  • Stor følelse af ejerskab.  

  • Træning af selvstændighed. 

  • Øget tryghed i at løse åbne opgaver. 

  • Kreative og overraskende løsninger på benspænd 

  • Produktive refleksioner om hvordan en øvelse kan styrke læringen (eller ramme ved siden af og hvorfor).  

  • De studerende fik et andet spillerum, da underviser slap styringen inden for de fastsatte rammer. Studerende som ellers ikke var fremtrædende fik mulighed for at bidrage på andre måder og få nye roller i fællesskabet. 

  • De studerende satte stor pris på hinandens feedback. Dette støttede også op om deres faglige fællesskabsfølelse.  

Udfordringer

  • Holdstørrelse. Hvis holdet er stort kan det blive nødvendigt at dele det op i to studentergrupper og afvikle to seminardage eller holde gruppeoplæg i stedet for individuelle oplæg.  

  • Underviserrolle. Hvis holdet træffer for hurtige eller ureflekterede valg i forhold til seminarets struktur og indhold, kan det være nødvendigt at hjælpe de studrende med at fastholde udviklingen af idéer i selve gruppediskussionen. Det kræver at man stiller spørgsmål til deres beslutninger eller udfordrer deres valg – dog uden at man kommer med svarene på, hvad de skal gøre. 

Gode råd til andre undervisere

  • Det er vigtigt at holde opgaven åben, så de studerende selv udforsker mulighederne for, hvad man kunne gøre.   

  • Vær til stede når de studerende på timen diskuterer, hvordan de skal planlægge og afholde seminaret, men bland dig ikke for meget. Hvis du vil tilføje kommentarer, så gør det til sidst, når de er kommet så langt som muligt i processen. 

  • Undervisers rolle skal gerne være noget andet end bare at give feedback på oplæg undervejs i seminaret, da det hurtigt kommer til at tage opmærksomheden og vippe balancen i rummet på bekostning af de studerendes bidrag. 

  • Husk at samle op efterfølgende for at reflektere over, hvad seminaret har givet af læring og erfaringer for den enkelte.  


Basisinformationer

Undervisers navn Lisbet Tarp 
Fakultet og institut Arts, Kultur og Kommunikation 
Uddannelse Kunsthistorie
Studieniveau Første semester, kandidaten 
Kursus Kunsthistorisk tema
Omfang Session
Undervisningsform Holdundervisning
Gennemførelsestidspunkt Efterår 2022

Kontakt

Skriv til redaktion bag AU Educate, hvis du har spørgsmål til indholdet eller har brug for sparring omkring din undervisning fra en af de mange dygtige fagfolk på Centre for Educational Development.