Aarhus Universitets segl

Online diskussion af faglige emner

Kort beskrivelse

I denne aktivitet skal de studerende indgå i et online skriftligt samarbejde, eksempelvis en discussion i Brightspace, et online dokument eller en blog, hvor de kan diskutere relevante faglige spørgsmål. Med aktiviteten kan du som underviser indbyde til en anden form for inddragende læring og på den måde engagere de studerende til en åben debat, hvor alle kan bidrage med deres inputs.

Motivation for aktiviteten og ønsket udbytte

Formålet med aktiviteten er at engagere de studerende i en faglig diskussion om emner eller begreber med henblik på at træne deres brug af fagets sprog og fagudtryk samt styrke deres evner til at argumentere. Ved at igangsætte en skriftlig diskussion kan studerende, der normalt ikke bidrager i plenum, motiveres til at deltage, da det kan virke mindre intimerende at lave et skriftligt indlæg end at række hånden op og deltage mundtligt. 

Udfør aktiviteten

  • Du skal som underviser stille et eller flere diskussionsspørgsmål på en Discussion i Brightspace eller i et Word Online-dokument.
  • Spørgsmålene skal være fagligt relevante og lægge op til en åben diskussion. 
  • Din rolle som underviser er at følge med i diskussionen og bidrage med kommentarer eller uddybende spørgsmål og forklaringer, hvis det er nødvendigt. 
  • De studerende skal sidde i grupper og diskutere skriftligt med de andre grupper ved at skrive på den forberedte Discussion eller i det forberedte Word Online-dokument.
  • På senere undervisningsgange kan du eventuelt vende tilbage og samle op på hovedpointerne fra diskussionen.

Variationsmuligheder:

  • Aktiviteten kan enten foretages i holdundervisningen eller som en individuel aktivitet udenfor undervisningen.
  • Du kan lægge nogle benspænd for de studerende i forhold til, hvordan de skal deltage i diskussionen. Det kan eksempelvis være, at de skal være fuldstændig enige om svaret indbyrdes i gruppen, før de skriver noget online, eller at gruppemedlemmerne skal skiftes til at formulere deres indlæg.

Du skal bruge:

  • Du kan bruge Discussion i Brightspace eller tjenester såsom Word Online, der faciliterer diskussion og kommentering. 

Værd at overveje:

  • Er der nogle emner på det fag, du underviser, som egner sig særligt godt til denne type diskussion?
  • Vil du afsætte et afgrænset tidsrum for din egen deltagelse i diskussionen?