Aarhus Universitets segl

Dybere læring med flipped classroom

Kort beskrivelse

Undervisningstilgangen flipped classroom blev anvendt i planlægningen af kurset for at muliggøre problembaseret undervisning. Video blev i høj grad anvendt som medie i de studerendes forberedelsesfase, hvilket muliggjorde opgavebaseret undervisning ved konfrontationstiden.

Motivation

Grundet et lavt optag blev det fra instituttets side besluttet at studerende skulle kunne gennemføre uddannelsen online. Vi ønskede en anden demografi af studerende, og ønskede at de studerende kunne være mere fleksible i deres studieliv. Samtidig ønskede vi at fastholde værdierne på AU Herning om nærhed til de studerende.

Læringsmål

Målet med flipped learning er at kunne lave en problembaseret undervisning med nærhed til de studerende uanset om de deltager i undervisningen på campus, online, synkront eller asynkront.

Udførelse

CASENS FORLØB

Out of class

Studerende arbejder selvstændigt med curriculum i forberedelsesfasen. Indholdet er suppleret med tydelige læringsmål for underrvisningen samt faglige videoer udarbejdet af underviser, som gør det ud som forelæsning. Disse videoer har en maksimum varighed på 15 minutter. Herudover skal de arbejde på en mindre øvelse og besvare spørgsmål, som afleveres. De studerende har ligeledes mulighed for at stille spørgsmål online og kommunikere med underviser.  

In class

Indledende undervisning (ca. 1/3 af undervisningen): Til undervisningen deltager studerende både fysisk tilstede og online i et hybridt læringsrum. Her gennemgår underviser besvarelserne samt øvelserne og afklarer eventuelle forståelsesspørgsmål og uklarheder. Denne del af undervisningen optages og gøres tilgængelig på Brightspace.  

Læringsrum (ca. 1/2 af undervisningen): De studerende arbejder i grupper på yderligere øvelser knyttet til undervisningens indhold. Det er typisk en praktisk opgave, hvor de skal applikere den indlærte teori, idet undervisningen er meget problem orienteret.  Undervisers deltager i høj grad som vejleder og hjælper studerende efter behov. Online studerende kan spørge om hjælp ved at ‘stille sig i kø’ i et digitalt rum. Denne del bliver ikke optaget, idet den del er meget relateret til den enkelte gruppe. 

Plenum (ca. 1/6 af undervisningen): Aktiviteterne i læringsrummet diskuteres som afslutning på undervisningen. Der tages udgangspunkt i læringsmålene for undervisningen og om disse blev nået. Denne del bliver også optaget, så de asynkrone studerende efterfølgende kan evaluere sig selv i forhold til læringsmålene. 

Out of class

De asynkrones læringsrum foregår out of class. De må selv finde tidspunktet hvor de kan arbejde sammen i løbet af ugen. Typisk en eller flere hverdags aftener. De bruger gerne studiegruppen som nærmeste hjælp, hellere det end at spørge underviserne, idet de ved at underviser ikke kan svare her og nu, men typisk med en dsags forsinkelse. 

RESSOURCER TIL STUDERENDE

SUPPORT TIL STUDERENDE

  • Videoer til forberedelse 

  • Kursus opbygget i Brightspace 

  • Tydelig kommunikation om de studerendes ansvar for egen læring samt hvordan de forventes at arbejde i et flipped classroom format. 

  • Tydelige læringsmål og opfølgning på disse. 

  • Mulighed for at stille spørgsmål i Discord.

  • Underviser er tilstede i Brightspace-kurset uden for undervisningen og besvarer spørgsmål fra studerende. 

Erfaringer

Udbytte

  • Spørgeskemaundersøgelser viste, at de studerende havde stor udbytte af at deltage aktivt i tilstedeværelsesundervisningen.  

  • I eksamensfasen anvendte de studerende i høj grad videoerne fra forberedelsen samt fra undervisningen.

  • Der er et stort produktionsarbejde af videoer det første semester, men videoerne kan genanvendes de efterfølgende semestre.

Udfordringer

  • Man kan hurtigt komme til at glemme de studerende, der deltager online.

Gode råd til andre undervisere

  • Videoerne der gøres tilgængelige til de studerende må maks. vare 15 minutter. Hvis de er længere, skal de opdeles i flere bidder.

  • Indholdet skal være i fokus i videoerne. Man bør derfor ikke bruge alt for lang tid på at lave en lækker videoproduktion, men man kan med fordel blot optage med sit webkamera.

  • Bed de studerende der deltager online om at have deres kamera tændt.

  • Sørg for at være særligt opmærksom på de online studerende og henvend dig direkte til kameraet.


Basisinformationer

Undervisers navn Per Lysgaard og Henning Slavensky 
Fakultet og institut TECH-ECE 
Uddannelse Elektronik og elektronisk energiteknologi 
Studieniveau Diplom ingeniør 
Antal studerende 40 
Undervisningsform Forelæsning, holdundervisning 
Gennemførelsestidspunkt 2015 og ongoing 

Per Lysgaard

Viceinstitutleder for Uddannelse

Kontakt