Aarhus Universitets segl

It-medieret læringssamarbejde

Underviserens motivation

Den konkrete aktivitet er et it-medieret læringssamarbejde mellem Aarhus Universitet og University of Clermont-Ferrand. Et online udvekslingsforløb (telekollobaration) med en udenlandsk uddannelsesinstitution udsætter de danske studerende for ægte situationer og kontekster. De studerende skal i kommunikationen med udenlandske partnere klare sig sprogligt uden brug af deres modersmål, hvilket forstærker mundtlige såvel som skriftlige færdigheder i et pågældende fremmedsprog.

Beskrivelse af aktiviteten

Underviseren skal tage kontakt og skabe et samarbejde med et udenlandsk universitet eller anden uddannelsesinstitution. Dette gøres gerne et semester før.

  • I samarbejde med den pågældende institution skal der udarbejdes en fælles protokol og tages fælles beslutninger om, hvordan de forskellige aktiviteter kan/skal udvikle sig. Det er undervisernes ansvar at vejlede og evaluere aktiviteterne løbende.
  • Underviserne vælger online, didaktiske værktøjer til at udføre aktiviteterne. I samarbejdet mellem Aarhus og Clermont-Ferrand blev to didaktiske værktøjer brugt; Moodle og en Wordpress-blog. Moodle er et lukket, didaktisk værktøj, hvor de studerende kan få adgang med et brugernavn og en kode. Bloggen er derimod et åbent og offentligt værktøj, hvor alle har adgang. Begge værktøjer giver de studerende adgang til de opgaver, de skal udføre, og de studerende kan samtidig uploade færdiggjorte opgaver. Se eksempel her (på fransk).
  • I løbet af samarbejdet deltager de studerende i videokonferencer (udført over Skype) med deres partnere fra udlandet. Emnerne, der bliver drøftet, er udvalgt i et samarbejde mellem de to institutioner. Forud for drøftelserne af disse emner, skal de studerende forberede sig grundigt, så aktiviteterne bliver en god oplevelse for alle.
  • Efter videokonferencerne skal de studerende fra begge institutioner sende og modtage feedback på deres præsentationer og selv angive, hvordan de har det med det stillede emne eller opgave. 

Udbytte af aktiviteten

Aktiviteten har givet de studerende mulighed for at skrive og snakke regelmæssigt med en partner i Frankrig. Som underviser er det primære formål med aktiviteten at skabe muligheder for, at de danske studerende kan producere og bruge fremmedsproget mere, end de gør i den normale undervisning. Derudover har de studerende haft mulighed for at reflektere over deres brug af sproget, og hvordan de kan kommunikere mere effektivt med deres udtale, ordforråd og syntaks. Ved denne aktivitet skal de studerende også forholde sig til og bruge generelle formidlingskompetencer i præsentationen af egen kultur. 

Værd at overveje

  • Det er vigtigt at være positiv og give plads til kulturelle forskelle, selv hvis fejl, uenigheder og forskellige arbejdstilgange opstår. Som underviser er det vigtigt at formidle til de studerende, at alle er her for at samarbejde, og at det er sjældent, at formidling med udenlandske partnere sker uden fejl.
  • Det er vigtigt, at feedback gives hurtigt til de studerende efter hver aktivitet. Dette kan dog være en udfordring, fordi aktiviteterne ikke stoppes i weekenden. Med feedback blev jeg på et tidspunkt forsinket, da jeg var gået med til individuel feedback til alle studerende uden kendskab til, hvor meget arbejde det krævede. Derfor er det vigtigt ikke at være for ambitiøs de første par gange, man er involveret i sådanne projekter.
  • Det er vigtigt at være opmærksom på at dele arbejdet fornuftigt institutionerne imellem for at kunne respektere hinandens skemaer og kalendere. 

Aktiviteter

    Praksiseksempler


      Basisinformationer

      • Fakultet: Arts

      • Uddannelse: Fransk Sprogfærdighed

      • Kursus: Mundtlig Sprogfærdighed, Skriftlig Sprogproduktion og Teoretisk Sprog

      • Studieniveau: BA og KA

      • Holdstørrelse: 20 studerende fra Aarhus og 20 studerende fra Clermont-Ferrand

      • Undervisningsform: Holdundervisning

      • Omfang: Aktivitet

      • Primær aktivitetstype: Øvelse og praksis / Samarbejde

      • Anvendt teknologi: Moodle, Skype & Wordpress

      • Hvordan casen blev gennemført:  Tilstedeværelsesundervisning med brug af læringsteknologi

      Læringsmål

      Ideen med aktiviteten er at forstærke de studerendes mundtlige og skriftlige færdigheder i det franske sprog samt udvide deres opfattelse af den franske kultur. Aktiviteten giver de studerende en række værktøjer til bedre at kunne analysere og bruge sproget. Foruden det dansk-franske læringssamarbejde har lignende aktivitet på tidligere semestre involveret studerende fra andre lande (Kina, Syd Amerika, Mauritius). Aktiviteten kan dermed også være med til at udvide de studerendes opfattelse af andre fremmede kulturer.