Aarhus Universitets segl

Iterativ skriveproces med feedback fra underviser og medstuderende 

Kort beskrivelse

De studerende får åben skriftlig feedback på studieprodukter fra både underviser og medstuderende. Feedback-givningen foregår åbent ved hjælp af kommenteringsfunktion i tekstredigeringsprogrammet. Dette sker igennem fire afleveringer som omhandler analyse af digitale medier på baggrund af relevant teori, som gennemgås på webinarerne. Det beskrevne forløb gentages således fire gange.  

Motivation

  • Motivationen har været at sætte fokus på de studerendes processuelle arbejde og på at kunne bidrage med faglighed direkte ind i de studerendes løbende arbejde. Samtidig har motivationen også være at få et større indblik i de studerendes arbejde og læringsproces.

Læringsmål

Det centrale mål med processen er, at de studerende får input og kommentarer i selve processen, når de er i gang med at løse en faglig opgave. Derudover er det målet, at de studerende får indblik i hinandens arbejde og kan blive inspireret af og samtidig hjælpe hinanden i deres studiearbejde. 

Udførelse

CASENS FORLØB

Plenum

  • På et webinar får de studerende introduceret opgaveformuleringen for studieproduktet, og det er muligt at stille spørgsmål (evt. med udgangspunkt i tidligere feedback). 
  • Åben feedback indebærer, at alle studerende kan se hinandens opgaver, samt kommentarer hertil, både fra undervisere og medstuderende. Det er centralt for forløbet at feedbackgivningen foregår åbent, så de studerende kan lære af hinanden. 
  • Det kan dog også være grænseoverskridende og sårbart at få vurderet sit arbejde, og derfor kræver det en indføring fra underviserne. Find støttemateriale hertil på AU Studypedia.

Individuel

Første aflevering 

  • De studerende udarbejder et udkast til opgaven. Dette udkast afleveres i en fællesmappe på OneDrive med adgang for både undervisere og medstuderende 

Første feedback-runde 

  • Underviserne giver feedback vha. kommentarer direkte i dokumentet. Det er muligt for feedback-modtager og medstuderende at svare på kommentarerne. Medstuderende opfordres til at deltage i dialogen, samt give egen feedback og stille spørgsmål.  

Plenum

Gennemgang af feedback 

  • På et fælles webinar gennemgås fællestræk fra feedbackrunden. Det er muligt at stille generelle spørgsmål til feedback, samt sparre med undervisere og medstuderende om eventuelle tvivlsspørgsmål. 

Individuel

Anden aflevering 

  • Det er muligt, men ikke et krav, at foretage rettelser på baggrund af den feedback der er blevet givet fra undervisere og medstuderende. Herefter afleveres en endelig slutaflevering.  

Anden feedbackrunde 

  • Underviserne giver også feedback til den endelige aflevering, og det er igen også muligt for de studerende at give feedback til hinanden. 

Erfaringer

Udbytte

Det er vores erfaring, at de studerende tager underviserfeedbacken til sig og forbedrer deres analytiske og akademiske arbejde i løbet af modulet. Samtidig giver det os undervisere et meget godt indblik i, hvor de studerende står, hvor de har styrker, og hvor de kan forbedre sig. 

Samtidig er det vores erfaring, at de studerende gør brug af, at de kan læse hinandens udkast og afleveringer, og de giver ligeldes udtryk for, at de får noget ud af at læse feedback til egne opgaver, læse medstuderendes opgaver samt at læse feedback til medstuderendes opgaver. Processen udfolder sig ofte til en skriftlig dialog i tekstens kommentarfelt. 

Udfordringer

Det kan være grænseoverskridende for studerende at skulle dele deres afleveringer med alle andre studerende på holdet.  Derfor er det vigtigt at bruge tid på at snakke med de studerende om, at formålet er at etablere en kultur på holdet, hvor man deler, hjælper og inspirerer hinanden. Særligt har vi understreget, at de studerendes arbejde er i proces og kan forbedres, lige indtil den endelige eksamen. 

 


Basisinformationer

Undervisers navn

Francesco Caviglia 

Christian Dalsgaard

Fakultet og institut ARTS, DPU 
Uddannelse IT-didaktisk design 
Studieniveau Kandidat 
Kursus Digitale medier 
Antal studerende 25 
Undervisningsform Holdundervisning
Gennemførelsestidspunkt E22 

Kontakt

Skriv til redaktion bag AU Educate, hvis du har spørgsmål til indholdet eller har brug for sparring omkring din undervisning fra en af de mange dygtige fagfolk på Centre for Educational Development.