Studieaktiviteter inkluderer alle de undervisnings- og studierelevante aktiviteter, som de studerende deltager i på uddannelsen. Det inkluderer alle de aktiviteter, som de studerendes på sin vis forventes at tage del i, og inkluderer derfor ikke kun det, der foregår til selve undervisningen, men også i høj grad det, de studerende foretager sig udenfor undervisningen.
Studieaktiviteter inkluderer eksempelvis:
Deltagelse i undervisningen
Forberedelse til undervisningen, fx læsning, gruppearbejde, opgaveløsning,
Diverse arrangementer, fx seminarer, debatforums, lektiecaféer eller andet
Orientering og deltagelse i Brightspace
Praktik
Forberedelse til eksamen, fx informationssøgning, terpe, prøveeksamen med medstuderende
Selve eksamen
Hvert semester indeholder 30 ECTS-point, hvilket svarer til, at de studerende i gennemsnit over semesteret har en arbejdsindsats på fuld tid (ca. 37-40 timer i ugen). Dette skal fordeles på semestrets kurser, hvor et kursus på 10 ECTS-point skal være halvt så arbejdskrævende for de studerende end et kursus på 20 ECTS-point. Hvert ECTS-point svarer til cirka 25-30 timers studiearbejde afhængigt af uddannelse og dækker over alle typer af studieaktiviteter. Det er derfor vigtigt, at du ikke planlægger kurset med for stor arbejdsbelastning undervejs som undervisningen afholdes, da de studerendes arbejdsindsats for faget også skal række til eksamensperioden og selve eksamen.
Det er vigtigt, at din kursusplanlægning tager hensyn til, hvad du kan forvente af arbejdsindsats fra de studerende i forhold til det antal ECTS-point, som kurset er tildelt. Overvej derfor eksempelvis din indholdsudvælgelse, så der ikke kommer stoftrængsel i forhold til den arbejdstid, der er til rådighed i undervisning og i de studerendes forberedelsestid.
Studieaktivitetsmodellen giver et overblik over de forskellige studieaktiviteter, som studerendes forventes at tage del i på uddannelsen og synliggør, hvem der initierer og deltager i de forskellige aktiviteter i kurset. Modellen kan også være en hjælp i kursusplanlægningen i forhold til at fordele de studerendes arbejdsbelastning realistisk samt forventningsafstemme mellem underviser og studerende om, hvad de studerende skal bruge deres studietid på.
Modellen synliggør og skelner mellem hvilken type rolle henholdsvis underviser og studerende har i forskellige typer af studieaktiviteter. Både underviser og studerende kan være:
Initiativtager: Er det underviseren eller de studerende der rammesætter og har initiativet til at gennemføre aktiviteten?
Deltager: Deltager underviser og studerende sammen eller er det kun studerende, der deltager?
Disse rollefordelinger danner i alt fire kategorier af studieaktiviteter, som udgør alle de forskellige aktiviteter, som uddannelsen rummer og undervisere bør overveje i sin kursusplanlægning.
Studieaktivitetsmodellen
Kategori 1 | Kategori 2 | Kategori 3 | Kategori 4 | |
---|---|---|---|---|
Deltager | Underviser og studerende | Studerende | Studerende | Underviser og studerende |
Initiativtager og rammersætter | Underviser | Underviser | Studerende | Studerende (evt hvor underviser har rammesat det overordnede) |
Eksempler på aktiviteter | Alle typer af undervisning, hvor underviser er tilstede Vejledning Feedback Eksamen | Studerendes forberedelse, der er rammesat af underviser Projekt og gruppearbejde Online læringsaktiviteter i de studerendes forberedelsestid Skriftlig eksamen Feltarbejde Undervisningsevaluering | Studerendes forberedelse, der er på eget initiativ Arbejde i studiegruppen på eget initiativ (fx gennemgang af tekster eller diskussion af faglige emner) Litteratursøgning Studiecafé Udarbejdelse af studieprodukter | Fremlæggelse af studieprodukter Temadage Debatarrangementer Studievejledning Egen opsamling på gruppearbejde |
Studieaktivitetsmodellen kan bruges til at foretage valg omkring, hvilke studieaktiviteter der skal indgå i et kursus, og få overblik over, hvilke underviserressourcer og undervisningsmaterialer der skal bidrage til kurset. Det er vigtigt at bemærke, at selvom en aktivitet er initieret af studerende (kategori 3 og 4), så kan underviseren helt overordnet rammesætte studieaktiviteten. Fx hvis de studerende har ansvaret for at forberede en faglig dag (i kategori 4). Her kan underviser helt overordnet rammesat aktiviteten, fx ved at sætte overordnede krav til dagen, afsætte tid og booke lokale, men det er stadig de studerende, der skal tage initiativet til og ansvaret for at udføre aktiviteten.
De studerende er sjældent klar over, hvad der forventes af dem, medmindre du gør det tydeligt for dem. Gå derfor ikke ud fra, at de selv laver grupper, arrangerer faglige debatter eller deltager i lektiecaféer eller andet. Fortæl dem gerne, at dette enten forventes eller kan være en fordel for deres studiearbejde af forskellige grunde.
Du kan vise de studerende studieaktivitetsmodellen og derved gøre det synligt for dem og forhåbentlig motivere dem til at tage ansvar for deres egen læreproces og engagere sig i de aktiviteter, som ikke er initieret af dig som underviser. Tag eventuelt udgangspunkt i beskrivelsen af studieaktivitetsmodellen på AU Studypedia, der er skrevet med studerende som målgruppe. Det kan også være et redskab for studerende til at prioritere deres studieaktiviteter og planlægge deres tid realistisk i forhold til dine forventninger til dem.
Hvert kursus vil se forskelligt ud i omfang, form og rollefordeling af studieaktiviteter afhængig af de didaktiske rammer og valg du træffer i din kursusplanlægning. Nedenfor giver vi nogle konkrete eksempler på, hvordan studieaktiviteterne kan fordele sig på tværs af kategorierne i studieaktivitetsmodellen, hvor alle ECTS point er fordelt i modellen inklusiv eksamen.
Kurset er baseret på kombinationen af forelæsninger, holdtimer og studieaktiviteter i Brightspace ud fra en flipped classroom model, hvor studieaktiviteterne out of class (i kategori 2 og 3) bruges til at indlære og repetere fagligt stof, mens studieaktiviteterne in class (kategori 1) bruges til at afprøve og diskutere stoffet. Kurset afsluttes med en skriftlig stedprøve.
Konfrontationstimer 2,5 ECTS = 75 timer 45 timers forelæsninger 30 timers holdundervisning | Øvrige timer 2,5 ECTS = 75 timer Udarbejdelse af studieprodukter Peer feedback på studieprodukter |
Forberedelse til k-timer 5 ECTS = 150 timer Selvstændige studier Online studieaktiviteter i Brightspace og faglige oplæg på video |
Kurset er baseret på de studerendes arbejde med et projekt, fx. en individuel eller gruppeopgave, inden for et afgrænset fagområde. Kurset er kendetegnet ved en kombination af projektarbejde, kollektiv vejledning og holdundervisning. Kurset afsluttes med, at studerende afleverer en større skriftlig opgave, som de har fået peer feedback på undervejs i forløbet, og som forsvares mundtligt til eksamen.
Konfrontationstimer 1,8 ECTS = 55 timer 30 timers holdundervisning 25 timers kollektiv vejledning Mundtlig eksamen | Øvrige timer 2,5 ECTS = 75 timer 50 timers projektarbejde 25 timers peer feedback på andres produkt Skriftlig opgave |
Konfrontationstimer 0,7 ECTS = 20 timer 20 timers peer feedback med underviser som observatør | Forberedelse til k-timer 5 ECTS = 150 timer Projektarbejde, logbog og læringsportfolio Selvstændige studier |
Kurset er kendetegnet ved at konfrontationstimerne foregår online med synkrone gruppesessioner. I kurset udarbejder de studerende et gruppeprodukt, som grupperne får vejeldning i og hvor der er fastlagt delafleveringer i løbet af kurset. De studerende skal afsluttende fremvise deres produkt online samt holde oplæg for holdet om deres produkt og deres proces. Underviser er tilstede og har lavet de overordnede rammer, men de studerende afholder selv præsentationer og koordinerer den mundtlige peer feedback mellem grupperne. Dette er kombineret med udstrakt brug af online studieaktiviteter i Brightspace. De afleverer gruppeproduktet som skriftlig eksamen sidst på semesteret.
Konfrontationstimer 2,5 ECTS = 75 timer Online synkron undervisning med gruppesessioner Online gruppevejledning | Øvrige timer 3 ECTS = 130 timer Gruppearbejde om produkt Delafleveringer |
Konfrontationstimer 0,2 ECTS = 20 timer Online fremlæggelse af studieprodukter og proces inklusiv mundtlig peer feedback. Online 'udstilling’ af gruppeprodukt | Forberedelse til k-timer 2,5 ECTS = 75 timer Litteratursøgning Selvstændige studier Deltagelse i online studieaktiviteter i Brightspace, herunder diskussioner og tests Fagligt oplæg på video |
Hvad kan de studerende nå i gennemsnit per uge i dit kursus i forhold til de andre kurser på samme semester?
Er mængden af læsestof dimensioneret til den tid, der er til rådighed? (Indholdsudvælgelse)
Hvilke læringsmål er der opstillet for kurset, og hvilke studieaktiviteter kan understøtte disse?
Mølgaard, H., & Qvortrup, A. (2015). Studieaktivitetsmodellen–erfaringer og refleksioner. Aarhus: Systime Profession.
Undervisnings- og forskningsministeriet. Vejledning til indbereting af undervisnings- og vejledningstimer mv. Tilgået juli 2023 på: https://ufm.dk/uddannelse/statistik-og-analyser/timetal/vejledning-oktober-2022.pdf
Danske professionshøjskoler (2020). Vejledning til studieaktivitetesmodellen for undervisere og uddannelsesledere. https://xn--danskeprofessionshjskoler-xtc.dk/wp-content/uploads/2020/01/Vejledning_studieaktivitetsmodel__undervisere.pdf
Skriv til redaktion bag AU Educate, hvis du har spørgsmål til indholdet eller har brug for sparring omkring din undervisning fra en af de mange dygtige fagfolk på Centre for Educational Development.