Læringsmål, faglige mål eller mål for læringsudbytte har to vigtige didaktiske funktioner: De danner grundlag for bedømmelse af de studerendes præstation ved den afsluttede eksamen, og de er omdrejningspunkt for refleksive læreprocesser, f.eks. i forbindelse med peer feedback eller den studerendes vurdering af egne produkter.
Læringsmålene har også en central rolle i planlægning af undervisningsaktiviteterne, således at der sikres en tydelig sammenhæng mellem, hvad den studerende skal lære og bedømmes på, eksamensform og undervisningsaktiviteter.
Læringsmål fastsættes i studieordningen, og fremgår her og i kursusbeskrivelsen i kursuskataloget. Da studieordningen er godkendt af studienævnet, kan man som underviser ikke uden videre ændre læringsmålene. De er dermed en rammefaktor for planlægning af et undervisningsforløb.
Læringsmålene beskriver ikke nødvendigvis alt hvad den studerende lærer gennem et kursus. Det kan derfor være en god ide at skelne mellem kursets formål (hvilke kvalifikationer, i form af viden, færdigheder og kompetencer, som den studerende skal opnå) og læringsmål (det der ligger til grund for bedømmelse af studerendes præstation ved kursusafslutning). Forholdet mellem formål og læringsmål beskriver dermed kursets udprøvningsstrategi.
Læringsmål beskrives med et aktivt verbum og et substantiv, samt eventuelt en præcisering af den kontekst inden for hvilken evnen skal demonstreres, for at tydeliggøre forventningerne til den studerendes opnåede viden, færdigheder og kompetencer efter endt undervisningsforløb. Det kan eksempelvis formuleres således:
På nogle uddannelser opdeles læringsmålene for det enkelte kursus i Viden, Færdigheder og Kompetencer. På andre er det kun den samlede kvalifikationsprofil for uddannelsen, der benytter denne skelnen. Se mere om begreberne Viden, Færdigheder og Kompetencer her.
Gennem uddannelsen tilegner de studerende sig forskellige typer af faglige kvalifikationer på forskellige niveauer. På universitetet vil mange uddannelser have overvægt af teoretiske og analytiske kvalifikationer. Der findes dog også en række uddannelser, hvor praktiske og/eller relationelle kvalifikationer indgår som helt centrale dimensioner af den studerendes samlede kvalifikationer.
For at sikre at de læringsmål, der indgår i uddannelsernes beskrivelser af de enkelte kurser, er fagligt relevante både, hvad angår type og niveau kan det være nyttigt at kende nogle af de mest brugte taksonomier for læring.
En taksonomi for læring er et system til beskrivelse af progression i viden inden for en given type af kvalifikationer. Nedenfor ses eksempler på taksonomier, der beskriver progression som beherskelsen af et givent emne fra det basale til det avancerede niveau. Forskellen mellem dem knytter sig til, hvilken type af kundskaber de beskriver. Du kan læse mere om taksonomier og få hjælp til at udarbejde læringsmål på siden for udarbejdelse af studieordninger på AU. Her finder du eksempler på verber, der kan anvendes til at beskrive kundskaber på forskelligt niveau.
Blooms taksonomi | Blooms taksonomi bruges især til beskrivelse af akademiske/boglige kundskaber. Taksonomien har seks niveauer, som illustrerer hvorledes kendskab til et givent emne eller en given problemstilling går fra at kunne gengive inden for en kendt kontekst over at kunne anvende den tilegnede viden på delvist nye problemstillinger og i delvist nye situationer, til at kunne udvikle kundskaberne og tilpasse disse til nye faglige problemstillinger. |  |
Simpsons psykomotoriske taksonomi | Simpsons psykomotoriske taksonomi er særligt velegnet til beskrivelse af praktiske, manuelle færdigheder og procedurer. Taksonomien har seks niveauer, der illustrerer med hvilken grad af sikkerhed den studerende udfører og mestrer færdigheden. Progressionen går fra at kunne imitere en færdighed over at udvikle præcision i udførelsen til at mestre færdighed på et højt niveau, herunder tilpasse udførelsen til den konkrete situation. |  |
Kratwohls taksonomi | Kratwohls taksonomi for det affektive domæne er velegnet til at beskrive forskellige former for relationelle kompetencer, f.eks. evnen til at interagere med andre mennesker eller professionelle værdier. Taksonomien har 5 niveauer, der går fra en observerende position over evnen til at kunne skelne og prioritere til internalisering af professionelle værdier og interaktionsformer, herunder at tilpasse disse til den konkrete situation. |  |
SOLO taksonomien | SOLO taksonomien er modsat de tre ovenfornævnte ikke knyttet til en bestemt vidensform. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at den er udviklet på baggrund af analyse af akademiske opgaver. Det betyder, at de verber der bruges til at beskrive de fem taksonomiske niveauer ofte er tæt knyttet til det kognitive domæne, som også beskrives i Blooms taksonomi. Det er muligt at beskrive progression i både praktiske færdigheder og relationelle kompetencer med SOLO. Dette kræver blot at der anvendes verber, der knytter sig til disse vidensdomæner. Taksomiens progression knytter sig til udvikling i kundskaber fra basale kundskaber inden for en defineret kontekst (uni-strukturel), over evnen til at relatere disse til andre vidensområder (multi-strukturel) til at kunne udvikle og kombinere på nye måder (udvidet abstraktion). |  |
Hvordan kan dine undervisningsaktiviteter understøtte kursets læringsmål?
Hvilken taksonomisk-model og tilhørende niveau beskriver bedst de gældende læringsmål i mit kursus?
I hvilken grad bør jeg metakommunikere til de studerende, hvornår undervisningen behandler forskellige taksonomiske niveauer og læringsmål?
Keiding, T. B. (2013). Læringsmålorienteret didaktik. In A. Qvortrup & M. Wiberg (Eds.), Læringsteori og didaktik (pp. 374-394): Hans Reitzel.
Skriv til redaktion bag AU Educate, hvis du har spørgsmål til indholdet eller har brug for sparring omkring din undervisning fra en af de mange dygtige fagfolk på Centre for Educational Development.
