Den prøveform, der er valgt for et givet kursus, skal tilgodese flere forskellige hensyn. Først og fremmest skal den give mulighed for pålidelig udprøvning af de faglige mål. Dette er vigtigt både for de studerendes læreproces, retssikkerhed og som en del af kvalitetssikringen af uddannelserne over for omverdenen.
Prøveformen er fastlagt i studieordning/kursuskatalog og kan ikke ændres uden studienævnets godkendelse. I dagligdagen er prøveformen, ligesom de faglige mål, således en rammefaktor for planlægning og gennemførelse af undervisning.
Underviser har dog mulighed for at lade de studerende øve sig gennem kurset f.eks. ved at bruge formativ bedømmelse på undervisningsaktiviteter, der spejler elementer fra den afsluttende eksamen. Det kan f.eks. være at træne mundtlighed hvis faget har mundtlig afsluttende prøve.
Hvis du er i tvivl om hvordan du kan arbejde med en given prøveform, så tag gerne fat i de respektive fakultetskoordinatorer på CED.
Inden for den prøveform, der er fastlagt i studieordningen skal du som underviser træffe en række praktisk-didaktiske valg.
For at støtte de studerendes læreproces er det vigtigt at fagets undervisningsaktiviteter støtter de faglige mål og de studerendes læring frem mod den afsluttende prøve (alignment). Desuden kan du med fordel tilrettelægge undervisningsaktiviteter for de studerende, som bruger de faglige mål som afsæt for feedback på forskellige opgaver eller produkter.
Herunder præsenteres 4 overkategorier af prøveformer, der hver indeholder specialiserede underkategorier. Disse forskellige måder at udprøve de studerende har alle forskellige fordele og ulemper, og indeholder potentialet for vidt forskellige former for læring og vurdering af præstationer. De kan teste forskellige vidensformer, færdigheder og kompetencer, og kan understøtte bestemte studiestrategier. For at kunne lavet et godt prøvedesign inden for den prøveform, der er fastlagt i studieordningen, kan det være nyttigt at kende lidt til de enkelte prøveformers muligheder og begrænsninger ved at trykke på hvert af de nedenstående overskrifter vil de fire overkategorier blive udfoldet med potentielle fordele, ulemper og eksempler på underkategorier.
Skriftlige prøver er prøver hvor de studerende giver en skriftlig besvarelse på et eller flere spørgsmål eller opgavebeskrivelser, der kan variere i længde. Det skriftlige format er forholdsvis omkostningsfrit og kræver ikke den samme slags planlægning som de mundtlige prøver, da de studerende enten arbejder med deres egen tidsplan, eller alle kan samles til en skriftlig stedprøve i et allokeret tidsrum.
Adskillelsen af censorer, eksaminator og studerende i tid og sted gør at der ikke er mulighed for at stille opfølgende spørgsmål til den studerendes besvarelse, og en tydelig opgavebeskrivelse er derfor afgørende for at sikre besvarelser uden misforståelser.
Skriftlige prøver kan være gode til at udprøve de studerendes viden og nogle former for færdigheder. I skriftlige prøver kan studerende rapportere arbejde på alle taksonomiske niveauer, men vil have svært ved at afspejle mere fysiske og kreative færdigheder og kompetencer.
Mundtlige prøver indebærer den studerendes mundtlige besvarelse på spørgsmål eller opgavebeskrivelser, der kan være givet med eller uden forberedelsestid (og forskellig grad af hjælpemidler). Mundtlige prøver giver eksaminator og eksaminand mulighed for at have en samtale eller diskussion om et givet emne, og tillader derfor opfølgende spørgsmål og løbende mulighed for at justere udprøvningen for bedst at udprøve den studerende.
Særligt for mundtlige prøver er eksaminators rolle i prøven, og man bør som udspørger reflektere over hvordan man kommunikerer under mundtlige prøver. Man bør bl.a. tænke på at:
Mundtlige prøver kan som nævnt have forberedelsestid, og der kan være en grad af tilfældighed, når den studerende eksempelvis “trækker” et spørgsmål. Med større tilfældighed og kortere forberedelsestid opfordres den studerende til at kunne så meget af pensum som muligt udenad. Derimod kan en mundtlig eksamen med god forberedelsestid tillade den studerende at gå i dybden med et enkelt emne, og kan lade den studerende fremvise evner på højere taksonomiske niveauer.
Praktiske prøver har primært til formål at teste praktiske færdigheder.
Ved at lade den studerende udføre praktiske opgaver tydeliggøres den studerendes færdigheder og kompetencer, og den praktiske prøves udformning kan give en meget konkret bedømmelsesramme, hvor det er tydeligt for både den studerende og eksaminator, hvorvidt prøven er lykkes og i hvilken grad.
Praktiske prøver kan være svære at planlægge og udføre, da de ofte kræver bestemte omstændigheder og teknologier til selve prøven, og derfor kan være mere krævende rent logistisk end både de mundtlige og de skriftlige prøver.
Kombinerede bedømmelsesformer har til formål at give et bredere grundlag for bedømmelse. I forsøget på at udnytte fordelene ved flere forskellige prøveformer er målet at eliminere nogle af ulemperne og de blinde vinkler, der kan eksistere ved at vælge en enkelt prøveform.
Ift. planlægningen af din undervisning:
Hvis du involveres i studieordningsarbejde:
Carless, D., 2015. Excellence in University Assessment. Routledge. London
Skriv til redaktion bag AU Educate, hvis du har spørgsmål til indholdet eller har brug for sparring omkring din undervisning fra en af de mange dygtige fagfolk på Centre for Educational Development.
